Krig og ødelæggelser. Brandstiftelse og forfølgelse. Dét var indtil for få år siden hverdag i hendes liv. Men forleden kunne 20-årige Sedra Al-Yousef for en stund fortrænge det hele, stolt sætte den røde, danske studenterhue på sit hoved og - med et gennemsnit på 11,7 - kalde sig en af dette års superstudenter. Hvilket ikke er gået stille for sig på de sociale medier, hvor tusindvis af danskere hylder den unge flygtning.

»Jeg er så glad, lykkelig og taknemmelig. Ikke mindst over at kunne få smilet tilbage på mine forældres ansigt. Det har betydet rigtig meget for mig,« siger Sedra Al-Yousef på fejlfrit dansk.

Det er kun tre et halvt år siden, at hun kom hertil og skulle bygge sit nye liv op.

»Sproget var en stor forhindring for mig. Jeg skulle starte helt fra bunden med at se tegnefilm og læse børnebøger for at forstå, hvad der blev sagt,« griner hun og forklarer, hvordan hun knap kunne skelne mellem ø, y, u og o.

»Men for mig var det vigtigt at komme op at stå på benene igen efter alt, hvad der var sket,« siger hun og lærte faktisk sproget på blot seks måneder.

»Da jeg begyndte på skolen, hvor jeg skulle lære dansk, sagde de, at det tog to år. Det chokerede mig. Det var alt for meget. Jeg skulle jo videre i mit studie.«

Sedra Al-Yousef og hendes familie stammer fra Aleppo i Syrien, hvor hun elskede at gå i skole og var vant til at få topkarakterer. Men pludselig var det slut.

»Min far var politiker og medlem af parlamentet. Men han kunne ikke stå inde for de forfærdelige massakrer, som kostede mange uskyldige mennesker livet. Mennesker, som kun bad om ytringsfrihed og forandringer af det politiske system. Han blev tvunget til at støtte regeringen, men sagde nej, og så blev hele familien forfulgt, og vores hus brændt ned,« fortæller Sedra Al-Yousef, hvis far måtte flygte ud af landet, mens hun selv, hendes lillebror, mor og farmor flygtede til den syriske hovedstad Damaskus, hvor de forsøgte at leve i skjul.

»Min far kom til Danmark som politisk flygtning, og mens vi ventede på familiesammenføring, levede vi hver dag i frygt for at blive opdaget af den syriske regering. Selv om vores mor sørgede for, at vi kom i en privat skole og støttede os i at følge vores drømme, var det hårdt at gå i skole og aldrig vide, om vi kom tilbage til hende igen.«

Glæden og lettelsen var derfor stor, da de for små fire år kunne slå sig ned i Aabenraa og starte et nyt liv, der for Sedra Al-Yousefs betød at prøve at realisere sin drøm om at blive læge.

Men først skulle hun lære at tale dansk.

»Efter seks måneder var jeg klar til at tage 10. klasse og så gymnasiet, hvor rektor tog imod mig med åbent hjerte, men sagde, at jeg nok skulle regne med, at det tog tre år. Jeg mente dog, at jeg kunne klare det på to. Og det har jeg gjort,« siger hun med en klukkende latter om sin superpræstation.

Sedra Al-Yousef medgiver, at hun er en fighter. Men også, at der har været øjeblikke, hvor hun har været tæt på at smide håndklædet i ringen.

Superstudenten Sedra Al-Yousef sammen med sine forældre og lillebroderen. Vis mere

»Min kamp har ikke kun været studiet og at lære dansk. Jeg har også været meget påvirket af, at især min far har været udsat for mange forfærdelige ting og er traumatiseret på grund af dem. Det var svært at se på uden at kunne gøre noget for dem. På mange måder har jeg følt mig magtesløs. Også over det, der sker i mit land.

Siden sidste år har jeg mistet 38 familiemedlemmer i Syrien på grund af regeringens kemiske angreb. Det var forfærdeligt, og det påvirkede mig, at jeg intet kunne gøre. Dér var jeg tæt på at droppe gymnasiet.

Men jeg har insisteret på at fortsætte ad den vej, som jeg startede, da jeg kom hertil, så jeg forhåbentlig i fremtiden både kan gøre noget for det land, som tog imod mig og min familie, da vi var mest i nød, og for de mennesker i Syrien, der har brug for mig,« siger Sedra Al-Yousef, som har søgt optagelse på medicinstudiet og regner med at starte efter sommerferien.

»Lige siden barndommen har jeg drømt om at blive læge. At udforske den menneskelige krop og være i stand til at hjælpe andre. Nu er jeg kommet så langt, og det har givet et håb for fremtiden her i Danmark, der tog åbent imod mig og min familie,« siger hun med glæde og stolthed i stemmen. Og tilføjer så blufærdigt:

»Mine forældre er meget stolte af mig. At se dem smile igen, har virkelig betydet meget.«