Hvis du har købt koldrøget og gravad laks fra 'Irma Hverdag', så skal du tjekke efter en ekstra gang.

For grundet forkert datomærkning for sidste anvendelse, bliver disse fødevarer tilbagekaldt.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

»Sidste anvendelsesdato er fejlagtigt angivet som 16.06.2022. Den korrekte sidste anvendelsesdato er 16.03.2022,« skriver styrelsen.

Styrelsen skriver desuden, at fødevarerne »betragtes som farlig« efter sidste anvendelsesdato.

Det er Kattegat Seafood ApS, der tilbagekalder varerne, der er solgt i Irmas butikker.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage til Irma eller smide dem ud.

Der er tale om 'Irma Hverdag Røget Laks' med EAN-stregkode: 5700380390092 og 'Irma Hverdag Gravad Laks' med EAN-stregkode: 5700382845927.