En mangeårig, mandlig medarbejder hos Kohberg blev for et halvt år siden fyret med en begrundelse, der formentlig hører til sjældenhederne.

Han lugtede kraftigt af sved, lød det, hvilket medførte klager fra mandens kollegaer og resulterede i en fyring.

Men nu er Kohberg blevet pålagt at betale en større erstatning til manden for 'urimelig opsigelse', skriver Fagbladet 3F.

Den specielle sag er foregået på Kohbergs bageri i Bolderslev lidt uden for Aabenraa.

Kollegaerne havde problemer med lugtgenerne og klagede til nærmeste chef. Medarbejderen fik først en mundtlig påtale, og i februar 2022 blev han hjemsendt på grund af »dårlig hygiejne/stærk svedlugt, som er stærkt generende for dine kollegaer i afdelingen«, som det står i begrundelsen.

Han vendte tilbage til jobbet – men i sommer begyndte det ifølge kollegaerne igen at blive et problem, hvorefter medarbejderen blev fyret.

Medarbejderen forklarede, at han gjorde, hvad han kunne for at komme af svedlugten.

Blandt andet ved at tage bad før hver vagt og skifte til rent arbejdstøj. Og nu er han af Afskedigelsesnævnet blevet tildelt en erstatning på 85.000 kroner.

Administrerende direktør i Kohberg Bakery Group, René Normann Christensen, oplyser i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at virksomheden har »meget høje og ufravigelige krav til hygiejnen i alle vores bagerier«.

»Det hverken kan eller vil vi gå på kompromis med, og det kommer vi heller ikke til. Når vi taler om fødevaresikkerhed, er der ikke plads til individuelle hensyn, så hvis en enkelt medarbejder ikke lever op til kravene, vil det få konsekvenser nu og i fremtiden.«

Afskedigelsesnævnet har lagt vægt på, at man ikke lagde vægt på hygiejnen i den skriftlige advarsel, men derimod klager fra kollegaerne.