Under den årlige prøve af vandet fra vandværket i Ølstrup, som Højvang Laboratoriet foretager, fandt man en ubehagelig overraskelse.

Der blev nemlig fundet bakterier fra menneskeafføring i drikkevandet.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Af den grund kommer Anders Elbæk, der er driftsleder ved Spjald Fjernvarme- og Vandværk, med en klar opfordring til forbrugerne Ølstrup:

Kog drikkevandet.

»Der er taget ekstra analyser af vandet mandag, og de prøver håber jeg at have svar på tirsdag eftermiddag, så vi kan konstatere, om det er fejlmålinger, eller der faktisk er e-coli-bakterier i vandet. Indtil vi kender svaret, så bør folk koge drikkevandet,« siger han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Ølstrup Vandværk sender vand ud til 198 forbrugere.

Til Herning Folkeblad forklarer Anders Elbæk, der også er driftsleder for vandværket i Ølstrup, at man har taget beskeden fra laboratoriet 'alvorligt', da 'det jo er sundheden, der er på spil'.