Efter en lun mandag med temperaturer op til 23 grader venter der danskerne en kølig efterårsuge med ustadigt vejr.

Det siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Ugen starter ganske lunt. Det er varm luft, der er på vej op over landet.

- Her til morgen er det temmelig skyet og regn hist og pist, men i løbet af formiddagen klarer det op langt de fleste steder med lidt eller nogen sol, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne vil bevæge sig mellem 18 og 23 grader. Det bliver varmest i Jylland.

Nordjyderne skal dog forberede sig på en skyet mandag med risiko for byger, lyder det fra meteorologen fra DMI.

- Ud på eftermiddagen trækker mere kold luft ind over landet. Det betyder, at vi får flere skyer - især i Jylland - hvor det ud på aftenen kan begynde at regne i den vestligste del, siger Klaus Larsen.

De kølige temperaturer og regnvejret vil i løbet af aftenen og natten trække ind over hele landet, hvilket sætter sit præg på tirsdagen.

- Det bliver en skyet dag med regn i perioder langt de fleste steder. Temperaturen vil falde til mellem 16 og 19 grader, siger Klaus Larsen.

Selvom solen vil titte frem onsdag, så falder temperaturen yderligere. Samtidig fortsætter det ustadige vejr.

- Onsdag kommer der perioder med lidt eller nogen sol, men da der kommer kold luft ind i højden, så venter der også en del byger, som kan være med torden, siger Klaus Larsen.

Torsdag venter ugens næstpæneste dag uden særlig mange dryp fra oven, lyder meldingen fra meteorologen.

- Vi får solskin og en enkelt byge eller to hist og pist i løbet af dagen. Det bliver 15 til 18 grader, men også lidt mere blæsende.

- Det er en lille pause i regnvejret, som atter tager over, når vi kommer frem til fredagen. Her bliver det mest skyet med regn af og til. Det er nok mest den sydlige del af landet, der vil få regn, siger Klaus Larsen.

Ud på fredagen er der mulighed for, at vejret klarer op, og temperaturerne kan nå 19 grader, lyder prognosen.

RITZAU