Allerede kort før klokken 19 lørdag aften er indgangen til festivalen på Køge Festuge lukket.
Det fremgår af et opslag på festugens Facebook-profil.
Lukningen sker mere end tre timer før, at aftenens hovednavn, rapperen L.O.C., går på scenen klokken 22.45.
Flere udtrykker i Facebook-opslaget vrede over, at indgangene er lukket så tidligt.
»Man kan ikke komme ind, og der ikke styr på det. Folk bliver mast, og man står som sild i en tønde,« skriver Facebook-bruger Emma Johansen.
»Køge festuge er død,« skriver Facebook-bruger Lars Nørgaard.
»Kæft, det er ærgerligt! Vi mennesker med børn, som skal puttes, når aldrig at få en chance for at komme ind,« skriver en tredje Facebook-bruger Signe Dam Madsen.
Kaos fredag aften
Køge Festuge blev lukket fredag aften omkring klokken 20.30. Det skyldtes, at der var 11.000 mennesker i Lovparken i Køge, hvor festugen afholdes, mens yderligere 2000 forsøgte at komme ind.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyste lørdag eftermiddag i en pressemeddelelse, at de i samarbejde med arrangørerne af Køge Festuge har iværksat flere tiltag, så man undgår en situation som fredag aften, hvor pladsen måtte lukke.
Blandt andet er der indført flere vagter og sikkerhedszoner på stedet.
»Der er fortsat adgang til musikområdet, men tiltagene gør, at dette tager længere tid. Sikkerheden først,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi lørdag aften på det sociale medie X.
Operationsleder Thomas Hartmann fra Midt- og Vestsjællands Politi siger lørdag aften til TV 2, at politiets tiltag mod ophobning virker, selvom der også er rigtig mange mennesker.
Køge Festuge skrev i et opslag på Facebook tidligere på dagen, at de ikke har nogen rapporter om, at nogen er kommet alvorligt til skade i forbindelse med hændelsen fredag.
Køge Festuge er en musikfestival, hvor det er gratis at deltage. Den strækker sig fra søndag den 27. august til lørdag den 2. september.