Ifølge nye tal har Danmark de højeste forbrugerpriser i hele EU.

Og efterhånden er priserne så høje, at selv de købmænd, der sælger varerne, siger stop.

»Der er nogle varer, som for eksempel chokolade, kakao og kaffe, hvor jeg nogle gange har tænkt: Hold da op, vil jeg selv købe det til den pris?«

Sådan lyder det for eksempel fra Christian Kragbøll, der er købmand i Meny på Borups Allé på Frederiksberg.

B.T. har været ude at besøge hans butik for at tale med ham om de høje danske priser.

»Der er nogle steder, hvor jeg tænker: Er det rimeligt? Men vi må jo også bare sande, at når vores indkøbspriser stiger, så kan vi trods alt ikke tage hele prisstigningen selv, men bliver nødt til at hæve priserne for vores kunder også,« forklarer Christian Kragbøll.

Udover de almindelige prisstigninger på grund af blandt andet inflation peger Christian Kragbøll også på afgifter som en årsag til, at priserne er så høje, at de ifølge købmanden sender danske forbrugere til udlandet på jagt efter visse varer.

»På grund af afgifter er der rigtig mange penge at spare ved at køre over broen. Når vi kigger sydpå, er det mest øl og sodavand, som folk kører efter. Ser vi mod Sverige, er det for eksempel slik, som er meget billigere ovre hos dem,« siger Christian Kragbøll, der også oplever et mindre salg af disse varer i sin egen butik.

Men hvad med kritikken, der går på, at købmændene skummer fløden på de høje priser?

Den giver Christian Kragbøll ikke meget for.

»Dagligvarebranchen er desværre en af de brancher, hvor man har den laveste avance. Og den har i den grad været under pres her de seneste år. Det er en branche, hvor vi skal kæmpe om hver centimeter,« siger han.

De danske forbrugerpriser er hele 45 procent højere end det gennemsnitlige niveau i EU-landene.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som er udarbejdet på baggrund af data fra Eurostat.

Det vil altså sige, at når en gennemsnitlig EU-borger skal betale 100 kroner for en vare, skal du som dansker betale hele 145 kroner.