»Vi blev nødt til at finde på noget mere, for folk er pisseligeglade med skiltene,« siger Spar-købmanden i Rørvig Kurt Foged Nielsen.
Langfredag så han sig nødsaget til at gøre brug af et nyt tiltag i sin butik for at få kunderne til at overholde reglerne om, at man skal spritte af og kun må være én fra hver husstand i butikken ad gangen.
Disse regler skal butiksvagter nu sørge for overholdes.
Og der er flere af de lokale Rørvig-borgere, der har meldt sig til at agere frivillige vagter i Kurt Foged Nielsens forretning.

»Jeg havde eftersøgt nogle frivillige vagter på Facebook for 14 dage siden, og så i går kom Jan ned med sin kammerat og sagde, at de gerne ville hjælpe,« siger Kurt Foged Nielsen.
Jan er den lokale mekaniker og en god bekendt af Kurt Foged Nielsen, der både har købt og fået fikset bil i Jans biks gennem de sidste 29 år.
Og den første dag med Jan og kammeraten som butiksvagter gik rigtig godt, siger købmanden og fortæller, at de to mænd skiftedes med at stå vagt halvanden time ad gangen.
Men selv om det fungerede fint med vagt på, så Kurt Foged Nielsen altså helst, at de kunne være det foruden.
»Det er ærgerligt, at folk ikke respekterer reglerne i den her tid med corona,« siger han og fortsætter:
»Deres tankegang er nok, at 'det sker ikke for mig', og så skider man stort set på de regler, der er. Og det er simpelt hen så irriterende, at man selv skal stå og være politibetjent. Det er sørgeligt, at voksne mennesker, der burde være ved deres fulde fem, har slået hjernen fra.«
Tror du, at det kommer til at skræmme nogle af kunderne væk, at I indsætter vagter?
»Jeg ved ikke, om det skræmmer kunderne, men det er et nødvendigt tiltag, synes vi – både på grund af kundernes og personalets sikkerhed.«

Ifølge Kurt Foged Nielsen er det ikke svært at få folk til at spritte hænderne af. Problemet opstår oftest, når de bliver bedt om at splitte op, hvis de kommer mere end én person for at købe ind sammen.
»Nogle siger, at det kan de godt forstå, og så går den ene af dem bare ud igen, men jeg har også haft nogle, der blev fornærmede og sagde, at så ville de finde et andet sted at handle,« lyder det fra Spar-købmanden.
Han slår dog fast, at de fleste kunder er gode til at overholde butikkens regler, og at der derfor også har været positiv feedback i forhold til de nye vagter.
»Vi har fået rigtig mange tilkendegivelser om, at de glade for, at vi forsøger at opretholde retningslinjerne,« siger Kurt Foged Nielsen.
Han fortæller, at han nu har modtaget mails fra kunder, der, ligesom mekaniker-Jan, gerne vil hjælpe til med at stå i hovedindgangen og sørge for, at folk overholder reglerne.
Så han er i gang med at udarbejde en vagtplan, da han har i sinde at køre videre det næste stykke tid:
»Det vil vi gøre, indtil vi føler, at kunderne har forstået budskabet. Og nu begynder de at åbne skoler, så folk tager jo hjem fra sommerhus.«
I en anden sommerhusby lidt længere mod syd oplever man ligeledes kunder, der ikke respekterer reglerne.
Det har fået brugsuddeleren i SuperBrugsen i Vig, René B. Rasmussen, til at skrive et Facebook-opslag, hvor han langer ud efter netop de kunder, der ikke gider respektere reglerne, skriver TV 2 Øst.
Han har dog ikke valgt at indsætte vagter, da han hellere vil have, at medarbejderne tilkalder en leder, hvis kunderne står for tæt.
B.T. har spurgt dagligvarekoncernen Dagrofa om, hvor mange købmænd der benytter sig af vagter for tiden.
De oplyser, at de ikke har et samlet overblik over, hvor mange købmænd der har taget lignende initiativer i brug.
