Er din nytårsmenu hjemmelavet eller hjemmebragt?

I år er der cirka 21.000 solgte nytårsmenuer på enten restaurant eller som takeaway. De fleste er dog gået med den hjemmebragte version.

Det viser tal fra dinnerbooking, der administrerer bookinger for over 1.400 restauranter og cafeer landet over.

Men i år har danskerne været særligt tidligt ude med bestillingerne til årets nytårsmenu, hvor restauranter og cateringfirmaer i København står for størstedelen.

En af dem er Meyers.

»Der var vanen tro udsolgt,« siger Jesper Wacherhausen, der er kommerciel direktør i Meyers.

Deadline for bestilling var 29. december, men lang tid før vidste Meyers, at alle kuverter ville være væk.

»Det vidste vi godt, de ville være. Vi havde sat et loft, der svarer til sidste års salg af kuverter. Det har vi gjort, fordi vi i år har haft en række indsatsområder for at holde fokus på håndværket,« forklarer han.

Og på trods af covid-19 så bliver selskaberne i år større end sidste år. Sidste år blev der nemlig bestilt 3,7 kuverter pr. selskab, hvorimod, der i år er bestilt fem kuverter pr. selskab.

»Det er virkelig et produkt, der sælger lige op til nytår, fordi folk venter med at beslutte sig. Men i år så vi, at den tendens startede tidligere.«

Det er de københavnske postnumre, der står øverst på listen over flest nytårsfester med Meyers nytårsmenu. Men i resten af landet er nytårsmenuerne også i høj kurs. Det fortæller brancheforeningen HORESTA.

»Set over hele landet er der rigtig travlt, men derudover skærpes efterspørgslen yderligere, mens mange, der ellers plejer at holde åben, er lukket ned af økonomiske årsager.«

Derfor er der også flere om buddet.

Hos Salling Groups butikker Føtex og Bilka, mærker man også den stigende interesse.

»Lad os sige det sådan, at i forhold til normale nytårsaftener, så er det en markant stigning. Men det har vi generelt set hen over de seneste år, at de bliver mere efterspurgte,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, der er presseansvarlig hos Salling Group.

Men modsat Meyers så oplever Salling Group en tendens til færre kuverter pr. selskab.

»Vi kan se, at i forhold til de bestillinger, der er, er der færre kuverter, og det afspejler jo myndighedernes anbefalinger om mindre selskaber,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen.