Ny Ellebjerg Station i Valby kommer i fremtiden til at være en af Danmarks største stationer. Det betyder, at der er behov for et nyt navn.

Fremover skal stationen derfor hedde København Syd. Det har Transportministeriet torsdag besluttet.

Navneændringen sker i forbindelse med udviklingen af stationen, som i 2025 er planlagt til at være færdigbygget som et nyt københavnsk trafikknudepunkt.

Til den tid kan man både køre med metro, regionaltog, Intercitytog, S-tog og potentielt tog til Sverige.

Dermed bliver stationen Danmarks tredjestørste trafikknudepunkt med op mod 37.000 daglige passagerer.

»Ny Ellebjerg bliver opgraderet til et meget stort trafikknudepunkt, og fordi det sågar bliver et internationalt knudepunkt, så skulle man have et nyt navn,« fortæller transportordfører for Venstre Kristian Pihl Lorentzen, der samtidig slår fast, at man efter en god diskussion kom frem til navnet.

»Vi var alle enige i, det skulle være København Syd. Med al respekt for Ny Ellebjerg, så er det jo ikke så internationalt, hvor man med København Syd markerer, at man er ved at komme til København. Det er ikke selve Hovedbanegården, men det er lige syd for,« fortæller han.

Men det er ikke helt uden omkostninger at skifte navnet på en station. Der er nemlig afsat 2,6 millioner kroner til navneændringen.

»Det kan godt undre, at det koster så meget, men det er fordi, der er mange tryksager, og der skal ændres skilte, så det er, hvad det koster,« slår han fast og fortæller at det nye navn snart træder i kraft.

»Faktisk var det vigtigt, vi traf beslutningen i den her uge, fordi vi skal i gang med at trykke skiltene i næste uge og trykke det i de kommende køreplaner.«

Men er det virkelig nødvendigt at skifte navn, når det koster 2,6 millioner kroner?

»Ja, det var vurderingen, fordi der sker så omfattende en opgradering derude, at det er fremtidssikring at skifte navn.«

Andre læser også