For mange svage ældre er et plejehjem det sidste stoppested på livets lange rejse.

Derfor vækker det kraftig kritik, at plejehjemsmaden gentagne gange har været plaget af hygiejneproblemer på et plejehjem i København.

»Det kan ikke nytte noget, at rengøringen ikke er i orden. Når man er gammel og svag, kan det få alvorlige konsekvenser. Man bliver meget nemmere syg,« siger Kirsten Nissen til B.T.

Hun er formand for Københavns Ældreråd, som er de ældre borgeres direkte talerør til Københavns Kommune.

Fødevaremyndighedernes seneste kontrolbesøg på demensplejehjemmet Lindehusene chokerer hende.

Ikke mindst fordi der danner sig et trist mønter.

»Det er frygteligt kedeligt. Jeg kan ikke se nogen undskyldning for det,« siger Kirsten Nissen.

Lindehusene har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på cirka hver tredje fødevarekontrol.

Lindehusene er en del af Center for Demens, der åbnede i 2019 i De Gamles By på Indre Nørrebro. Arkivfoto.
Lindehusene er en del af Center for Demens, der åbnede i 2019 i De Gamles By på Indre Nørrebro. Arkivfoto. Foto: Bardur Eklund
Vis mere

Fem sure smileys og tre indskærpelser – det samme som en mellemglad smiley – er det blevet til på de seneste 25 fødevarekontroller, viser Fødevarestyrelsens kontrolhistorik.

Det seneste tilsyn var da heller ingen undtagelse.

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet snavs og formodet skimmel i et køleskab.

Dertil lå der jord ved siden af en blok ost, og der var snavs på væggen og gulvet ved siden af en opvaskemaskine, fremgår det af kontrolrapporten.

Det ulækre køleskab var dog ikke det eneste problem.

Fødevarestyrelsen måtte indskærpe, at plejehjemmets ansatte skal vaske deres hænder ordentligt.

Der var eksempelvis ikke papir til tørring af hænder ved de to håndvaske i køkkenet. Håndklædepapiret lå i stedet opbevaret på personaletoilettet.

Det blev dertil påtalt, at Lindehusene ikke havde hængt den forrige smileyrapport op, hvilket er lovpligtigt.

Som konsekvens fik plejehjemmet et bødeforlæg på 7.500 kroner.

»Det er selvfølgelig slet ikke i orden, at hygiejnen i vores køkkener er utilfredsstillende. Derfor bliver rengøringsopgaven i anretterkøkkenerne fremadrettet også håndteret af vores eget serviceteam. Det er på plads i løbet af et par uger,« siger Lone Vistisen, der er forstander på Center for Demens – Lindehusene, i en skriftlig kommentar.

Hun undskylder med, at medarbejderne har løbet ekstra stærkt for at få det hele til at hænge sammen igennem en lang periode med coronahåndtering, nye rutiner og højt sygefravær.

»Og så har de altså prioriteret plejen og omsorgen for beboerne over den lette rengøring i anretterkøkkenerne. Det er den rigtige prioritering set med plejefaglige briller, men det undskylder ikke en sur smiley – det er jeg enig i,« siger Lone Vistisen.

Den forklaring køber ældrerådsformand Kirsten Nissen ikke.

»Jeg ved godt, de har udfordringer med rekruttering. Men det har alle plejehjem i København. De skal lægge sig i selen og få lavet en ordentlig rengøringsplan, der holder. Køkkener og fødevaresikkerhed er vigtigt,« siger hun.

Signe Grauslund, der er områdechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, anerkender, at rengøringsopgaven ikke er blevet løst tilfredsstillende indtil nu.

»Det skal der selvfølgelig rettes op på hurtigst muligt. Vi vil i forvaltningen følge op på, om den nye organisering får rettet op på de udfordringer, der har været,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Lindehusene har til huse i den grønne oase De Gamles By på Indre Nørrebro.

Plejehjemmet har cirka 60 beboere, hvoraf cirka halvdelen bor på en skærmet demensafdeling.