Massehenrettelser, hungersnød, politisk undertrykkelse og tvangsarbejdslejre.

De var en del af kommunistiske regimer, som tilsammen var skyld i, at mange millioner mennesker døde i det sidste århundrede.

Alligevel blev en kommunistisk festival afholdt i weekenden fra 30. oktober til 1. november på Københavns Universitet med et program, der blandt andet bød på foredrag om marxistisk økonomi og revolution.

»Det er mærkeligt at lægge lokaler til en ideologi, som har millioner af uskyldige på samvittigheden. Det er en antidemokratisk ideologi, der står i opposition til liberale frihedsrettigheder indskrevet i grundloven,« mener B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen. Han fortsætter:

»De behøves ikke mødes på KU, de kunne mødes alle mulige andre steder. KU kan selv bestemme, men de burde ikke låne deres lokaler ud til foreninger, der vil omstyrte samfundet.«

Joachim B. Olsen tilføjer, at han ikke kunne forestille sig, at KU ville lægge hus til festivaler med tråde til nazistiske partier.

»Det ville de forhåbentligt ikke gøre, men det viser en dobbeltstandard. Der er blevet taget lettere på kommunismen på trods af den sovjetiske undertrykkelse. Det er mærkeligt at lave den forskel, begge ideologier er lige frygtelige.«

Han er kritisk overfor de unge KU'ers fascination af kommunismen.

»De er vokset op uden at kende kommunismen, fordi de er født efter murens fald. Det er et udtryk for arrogance. De mener, at selvom kommunismen er prøvet på tværs af kulturer, og det er slået fejl alle steder, så vil de denne gang gøre det rigtigt.«

I dag oplever mange unge faldende levestandarder. De klarer sig dårligere end deres forældre. Er det ikke forståeligt, at unge søger alternative ideologier?

»Der vil altid være udfordringer, men svaret er ikke at gå tilbage til noget, der er afprøvet og har slået fejl hver eneste gang. Jeg forstår, at unge kan være frustrerede over høje huspriser, og hvor svært det er at komme ind på boligmarkedet, men kommunisme er ikke den rigtige vej,« siger han og uddyber:

»Der blev holdt hånd under banker i finanskrisen, der blev holdt hånd under insidere i boligmarkedet, og de har nydt godt af det. Der er alle mulige udfordringer, men kommunismen er ikke svaret.«

B.T. har kontaktet KU, men universitet har ikke vendt tilbage inden artiklens deadline. 

Talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti Rasmus Jeppesen afviser kritikken: 

»Vi vil sige, at det er ham, der er blind over for den verden, vi lever i. For unge mennesker har kapitalismen fejlet – både når det gælder arbejdslivet, klimaet og det kaos, der foregår,« siger han og fortsætter: 

»Essensen, som han ( Joachim B. Olsen, red.) ikke forstår, er, at folk vil have noget radikalt anderledes. Det er ikke Kina, Nordkorea eller Østeuropa. Derfor tiltrækkes unge af ideen om kommunisme, fordi den er så langt væk fra dette samfund som muligt. Det er ikke noget, der har eksisteret før.«