Københavns Universitet (KU) har været udsat for et cyberangreb.

Hackerne har skaffet sig adgang til oplysninger på cirka 525.000 personer. Heriblandt oplysninger som fuldt navn, CPR-nummer, arbejdstelefonnummer, privat telefonnummer og privat e-mailadresse.

Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse fredag aften.

Hændelsen er anmeldt til Datatilsynet, ligesom at "øvrige relevante myndigheder holdes tæt orienteret".

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og Styrelsen for Samfundssikkerhed skriver i en pressemeddelelse fredag aften, at myndighederne følger cyberhændelserne ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Ministeriet og styrelsen arbejder tæt sammen med Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet og andre relevante myndigheder om håndteringen, lyder det.

- Hændelserne understreger endnu en gang, at cybertruslen mod Danmark er alvorlig, udtaler minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF) i en skriftlig kommentar til Ritzau og fortsætter:

- Styrelsen for Samfundssikkerhed vurderer generelt, at universiteter i Danmark er udsat for truslen fra cyberangreb. Blandt andet fordi de er førende inden for en række forskningsområder. Jeg ved, at universiteterne arbejder aktivt for at imødegå den trussel.

Ministeren oplyser, at "relevante videregående uddannelsesinstitutioner er orienteret om hændelserne og har modtaget rådgivning fra Styrelsen for Samfundssikkerhed."

Angrebet mod Københavns Universitet blev opdaget tirsdag og "blev herefter bragt under kontrol".

Universitetet er i gang med at analysere det præcise omfang og forebygge, at lignende eller yderligere angreb finder sted, lyder det.

KU skriver videre i pressemeddelelsen, at man på nuværende tidspunkt ikke har flere kommentarer til cyberangrebet, men at "der vil blive fulgt op med yderligere information, når der foreligger et klarere billede af hændelsen".

Aarhus Universitet oplyste torsdag, at uddannelsesinstitutionen havde været udsat for et hackerangreb.

Hackeren skaffede sig adgang til en af universitetets servere.

Herefter forsøgte hackeren at få adgang til og ændre adgangskoder for cirka 1700 brugere - både nuværende og tidligere medarbejdere og studerende.

Det lykkedes ikke, da den uautoriserede adgang til systemet blev opdaget.

RITZAU