300 medicinstuderende på kandidatuddannelsen ved Københavns Universitet var 22. juni til eksamen.

Eksamen kørte som smurt, og eleverne kunne med ro i maven bare vente på at få svar - eller det troede de i hvert fald.

For i en mail til de studerende, som B.T. har set, gør Københavns Universitet det klart, at de studerende ikke kan ånde lettet op endnu - de skal nemlig op i den samme eksamen endnu en gang, denne gang i deres sommerferie.

tip os
Er du berørt? Så hører B.T. gerne fra dig:

»Det Sundhedsfaglige Fakultet er blevet opmærksom på, at eksamensopgaven til den ordinære eksamen i intern medicin, kirurgi, patologi, anæstesiologi og patientsikkerhed, som blev afholdt 22. juni 2025, ved en meget beklagelig fejl er genbrugt fra en tidligere eksamen,« skriver Jørgen Kurtzhals, der er prodekan for uddannelse på fakultetet, i mailen.

Det betyder, forklarer KU videre i mailen, at den ellers overståede eksamen annulleres, og at eleverne igen skal dybt i noterne til faget, som de skal op i en gang til.

»Vi er meget kede af denne situation, og vi er klar over, at det desværre får uhensigtsmæssige konsekvenser for dig som studerende,« skriver Jørgen Kurtzhals videre.

Det betyder, at eleverne nu har tre muligheder for igen at afslutte faget på medicinstudiet:

Enten kan de tage erstatningseksamen den 8. august - altså midt i de universitetstuderendes sommerferie.

Ellers kan de vælge at gå op efter årsskiftet enten 23. januar eller 19. februar 2026.

Universitetet understreger, at den annullerede eksamen ikke tæller som et eksamensforsøg og understreger desuden, at de påvirkede studerende fortsat kan følge undervisningen i efteråret.

»På egne og fakultetets vegne anerkender jeg den svære situation, dette sætter dig i, og vi arbejder ihærdigt på at undersøge årsagen, for at vi undgår en lignende situation i fremtiden,« skriver Jørgen Kurtzhals afslutningsvis i mailen.

B.T. har forsøgt at komme i kontakt med Jørgen Kurtzhals, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

I stedet skriver han i et skriftligt svar på en række spørgsmål fra B.T. gennem Københavns Universitet, at han forstår de påvirkede studerendes frustration, men at aflysningen også er ganske nødvendig.

»I en situation som denne, hvor tre eksamensopgaver ved en fejl er blevet genbrugt fra en tidligere eksamen, er det et nødvendigt skridt for at overholde fakultetets retningslinjer og sikre kvaliteten af uddannelsen, og at alle studerende bliver behandlet lige,« lyder det.

»Vi arbejder løbende på vores arbejdsgange og vil yderligere skærpe forholdsreglerne for at sikre, at denne type fejl ikke skal ske, for det er i alles interesse, at fakultetet ikke er nødt til at annullere en eksamen på grund af en administrativ fejl,« afslutter han.