I september vakte Københavns Universitet opsigt ved at indføre nultolerance over for al krænkende adfærd - men nu ændrer universitetet retningslinjerne igen.

Onsdag har universitetets hovedsamarbejdsudvalg holdt møde, og her er det besluttet at justere nultolerancen, der blot er fire måneder gammel.

Det oplyser universitetets rektor Henrik C. Wegener efter mødet til B.T.

Det er endnu uvist hvordan de nye retningslinjer bliver. Det har universitetet ikke ønsket at komme nærmere ind på.

Et særligt udvalg vil have ansvaret for de nye regler, erfarer B.T.

Af de hidtil gældende regler, der som sagt blev indført i september, fremgår det, at nultolerancen gælder »overgreb af enhver art og kan forekomme i både fysisk, verbal og skriftlig, herunder elektronisk form.«

I princippet altså også sjofle vittigheder.

Retningslinjerne blev udarbejdet efter at en gruppe studerende i februar sidste år skrev et åbent brev til rektorerne på fem universiteter, hvor de appellerede til, at man satte ind over for en udbredt seksuel krænkende adfærd på landets højere læreanstalter.

Sagen begyndte at rulle i medierne i september måned, da rektor Henrik C. Wegener forklarede i Berlingske, at de studerende ikke burde klæde sig ud på »krænkende måde,« i forbindelse med deres rusture.

For eksempel kunne det være krænkende for personer med mexicanske aner, hvis en studerende tog en sombrero på, da det ofte forbindes med negative stereotyper på mexicanere.

B.T. arbejder på et interview med rektor Henrik C. Wegener om sagen.