Coronasmitten stiger disse dage drastisk i Københavns Kommune, som har indtaget førstepladsen på listen over kommuner, hvor der er flest smittede per 100.000 indbyggere.

De seneste syv dage er 4.939 personer bekræftet smittet i Københavns Kommune, mens incidenstallet er steget til 785,9, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

De høje tal bekymrer sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF).

»Trist førsteplads til København,« skriver borgmesteren til B.T.

»Vi ligger nu inde med landets højeste antal smittede per indbygger. Det understreger endnu en gang, at vi har mistet kontrollen over udviklingen.«

Sisse Marie Welling understreger, at rigtig mange borgere lige nu forsøger at gøre det rigtige ved at holde afstand, have god håndhygiejne og melde sig syge, hvis de ikke er på toppen.

Dog er der stadig alt for mange, der ender med at blive smittet.

»Jeg er meget bekymret på københavnernes vegne,« skriver borgmesteren og tilføjer:

»Og jeg er bange for, at mange stadig ikke har forstået, at de ikke bare skal overveje, hvor mange mennesker de mødes med – de skal ganske enkelt overveje, OM de overhovedet har brug for at møde nogen.«

Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) er bekymret over den seneste smitteudvikling.
Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) er bekymret over den seneste smitteudvikling. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Mandag blev der igen sat smitterekord i Danmark.

3.337 personer er fra søndag til mandag blevet bekræftet smittet med coronavirus, hvilket er det højeste antal daglige smittetilfælde, siden coronavirussen brød ud i Danmark.

I samme periode er 95.230 personer blevet testet, hvilket betyder, at positivprocenten ligger på 3,5 procent.

439 personer er i skrivende stund indlagt med coronavirus på de danske hospitaler. 61 af disse på intensiv og 34 i respirator.