Et stillads på hjørnet af Lundtoftegade og Tikøbgade på Nørrebro udgør kernen i en arbejdskonflikt, der mandag formiddag eskalerede på en måde, Københavns Politi ikke har set magen.

Her blev et stort stillads væltet ned over en hvid varevogn samt fire skurvogne, hvori de udenlandske arbejdere på byggepladsen sad.

Men det stoppede ikke der. Udenforstående borgere blev ifølge politiet også udsat for vold og trusler til trods for politiets massive tilstedeværelse, og vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Stormer, fortæller, at det bl.a. gik ud over en kvindelig Netto-medarbejder.

»Kl. 10:43 blev en kvindelig ansat i Netto spyttet i hovedet, da hun påtalte et igangværende hærværk på nogle køretøjer,« siger Henrik Stormer.

Vagtchefen fortæller, at flere biler blev væltet herunder en hvid Porsche Cayenne samt en bil, der er indregistreret i Litauen.

Ved du noget? Så tip os gerne på 1929@bt.dk.

Ifølge de demonstrerende stilladsarbejdere er det nu væltede stillads ulovligt opsat. Desuden fortæller A4NU, at arbejdspladsen på Lundtoftegade er bemandet med udenlandsk arbejdskraft, og ifølge Stilladsarbejdernes Landsklub er der tale om social dumping.

»Vi har en sag mod entreprenøren. Det er litauere, som bliver underbetalt, i nogle tilfælde sort. Derudover bliver der også arbejdet mere, end der er tilladt,« siger Rasmus Kreutzmann, der er faglig sekretær i 3F, til A4NU.

Politiet var talstærkt tilstede på Lundtoftegade på Nørrebro, hvor en arbejdskonflikt eskalerede mandag formiddag.
Politiet var talstærkt tilstede på Lundtoftegade på Nørrebro, hvor en arbejdskonflikt eskalerede mandag formiddag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

De voldsomme hændelser på Nørrebro er dog ikke kun foregået i formiddagstimerne. Henrik Stormer fortæller, at politiet kl. 16.39 modtog en anmeldelse om brand i en personbil - ligeledes med indregistrering i Litauen - på en sidegade til Tikøbgade.

»Her til aften har vi haft endnu et litauisk køretøj, der har været udsat for hærværk. Der er blevet sat ild til køretøjet, som også fik knust flere ruder i forbindelse med balladen i formiddag,« siger Henrik Stormer, der fortæller, at Københavns Politi håber på, at konflikten kan løses på anden vis fremadrettet.

»Der er gode kræfter i 3F og andre steder, der arbejder på en fredelig løsning, så vi håber ikke på, der kommer mere ballade, men vi er naturligvis til stede i morgen.«

Ifølge politiets oplysninger er ingen kommet til skade i forbindelse med demonstrationen.