I øjeblikket oplever Københavns Lufthavn tekniske problemer med de maskiner, der sorterer bagagen.
Derfor håndteres de rejsendes kufferter manuelt, hvilket skaber forsinkelser.
Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.
I visse tilfælde medfører problemerne, at den indcheckede bagage ikke ankommer til destinationen samtidig med passageren, men først sendes med et efterfølgende fly.
Lige nu arbejder bagagemedarbejderne på højtryk for at begrænse antallet af passagerer, der bliver berørt af de tekniske problemer.
Men skulle din bagage udeblive, skal du kontakte dit flyselskab eller bagagehåndteringsselskabet, når du ankommer til din slutdestination, skriver Københavns Lufthavn.
Videre lyder det, at lufthavnen – på grund af forsinkelserne – anbefaler, at rejsende pakker de mest nødvendige ting, som for eksempel medicin, i håndbagagen.
Som altid lyder anbefalingen til rejsende også, at man ankommer to timer før afgang, hvis man rejser inden for Schengen-området, og tre timer før, hvis man rejser uden for Schengen.

