Københavns Lufthavn har genåbnet luftrummet, efter det i omkring to timer har været helt lukket onsdag morgen.

Årsagen var, at en mand - som man endnu leder efter - var flygtet fra politiet ind på flyvepladsen efter en biljagt.

Det oplyste vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi tidligt onsdag morgen til B.T.

»Vi har en eftersættelse inde fra København, der ender i et færdselsuheld ude ved Flyvergrillen (en restaurant lige ved lufthavnen på Amager, red.),« forklarede han.

Her ses et billede fra stedet.
Her ses et billede fra stedet. Steven Knap/Ritzau Scanpix

På billeder fra stedet kan man se, at den flygtende bilist – som er en mand, der kørte i en stjålet svensk Land Rover – kørte ind i et hegn ved Flyvergrillen.

Det skete omkring klokken 03.30.

»Der rammer han hegnet, der afspærrer området ind til lufthavnen, og får mulighed for at løbe igennem. Det gør føreren, mens vi holder bag ham, og så forsvinder han derind i mørket. Nu søger vi ham sammen med lufthavnen,« forklarede vagtchefen til Ritzau, mens han til B.T. lidt før klokken 06 tilføjede:

»Og vi leder fortsat efter ham.«

Julie Boll, der er pressevagt ved Københavns Lufthavn, fortæller kort før klokken 07 til Ritzau, at Københavns Lufthavn har genåbnet luftrummet, efter det er blevet vurderet, at manden er flygtet videre.

»Vi har i samarbejde med politiet vurderet, at føreren ikke længere er på lufthavnens område,« siger hun og tilføjer:

»De kommende timer vil der af sikkerhedsmæssige årsager være øget patruljering fra securitys side og bevogtning ved hegnet, indtil skaden er udbedret.«

Luftrummet var lukket fra lidt efter klokken 04 til lidt efter klokken 06, lyder det.

Til B.T. forklarede Michael Andersen tidligere onsdag morgen, at biljagten gik i gang, efter man »rutinemæssigt« ville standse køretøjet inde i København.

»Det ønskede man ikke, og så gik flugten ud af Amagerbrogade og Amager Landevej,« fortæller vagtchefen.

Her ses et billede fra stedet ved Flyvergrillen.
Her ses et billede fra stedet ved Flyvergrillen. Steven Knap/Ritzau Scanpix

B.T. følger sagen.