Baconudskårne sten kan snart findes til udstilling et sted i Københavns Kommune.

Rådet for Visuel Kunst har nemlig købt ny kunst.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan indkøb af »fossilt ekskrement« skabte uenighed i rådet. Nu har rådet igen gjort sig bemærket med sit nyeste indkøb: tre styk baconudskårne sten til samlet 24.000 kroner.

Rådet består af fem kunstfaglige eksperter og tre politikere. Mathilde Kastbjerg fra Det Konservative Folkeparti og Emma Bach fra Enhedslisten stemte for købet, mens Christian Bülow fra Dansk Folkeparti stemte imod.

Bülow mener, købet er respektløst over for skatteyderne. Til B.T. siger han:

»Nogle syntes, det var en rigtig god idé at købe tre sten, som er skåret ud som bacon, for 24.000 kroner.«

»Jeg synes, det handler om, hvorvidt man skal bruge skatteborgernes penge på noget, som jeg grundlæggende synes er noget pjat,« lyder det fra Bülow, som mener, rådet driver gæk med borgernes penge.

Bülow nævner tidligere indkøb som skiveskåret toast støbt i bronze, to øldåser, der er foldet sammen, og det føromtalte fossile ekskrement som eksempler på frås.

Så længe Christian Bülow har siddet i Rådet for Visuel Kunst, har han aldrig stemt andet end »nej« til indkøb af kunst. I virkeligheden mener han, at rådet burde nedlægges:

»Jeg er forarget over den lemfældighed, man udviser over for folks hårdt tjente penge. Det er også derfor, vi i DF mener, at rådet skal nedlægges.«

Christian Bülow (DF) & Mathilde Kastbjerg (K) er uenige om indkøb af kunst. Foto: Nicoline Kjems-Krognos & Gustav Røssberg

Ifølge en beregning fra kommunens kulturforvaltning, som DF har bedt om, koster rådet 2,4 mio. kr. om året.

Hvorfor sidder du i rådet, hvis du alligevel stemmer nej til alt?

»Der er nogle, som skal være repræsentant for borgerne i rådet. Jeg tror, den almindelige københavner vil tænke: Hvad er det dog, der sker? Jeg prøver at trække i en anden retning, det er så lidt op ad bakke, men jeg prøver,« lyder det fra Christian Bülow.

Mathilde Kastbjerg, som stemte for indkøbene, mener, at Bülow tillægger sin egen subjektive vurdering for meget vægt. Hun understreger, at det slet ikke er meningen, at kunst skal behage alle. Om Bülows kritik siger hun:

»Han stemte jo også nej til alle de andre indkøb, vi lavede, og der var også almindelige malerier iblandt. Han er imod moderne kunst.«

»Vi synes, det er en god idé, at vi køber kunst til vores kommunale institutioner. Det er dejligt, at borgerne kan møde kunst i det offentlige rum,« siger Kastbjerg.

Aluminiumsplade med fossilt ekskrement. Billedet er taget af Købenavns Kommune

Kan du forstå, hvis folk ikke synes, det er den bedste brug af skatteborgernes penge at købe sten udhugget som bacon?

»Der er helt sikkert nogle, der vil være imod, men der er noget demokratisk oplysning og dannelse i, at vi som borgere bliver præsenteret for noget anderledes, og det er det, som kunst kan og skal.«

Hvad med skiveskåret toast støbt i bronze og fossilt ekskrement - hvorfor beriger det borgerne?

»For eksempel aluminiumspladerne (med fossilt ekskrement, red.) og det skiveskårne toast - de er udstillet i dag, i det offentlige rum, hvor folk faktisk er glade for, at de får lov at have kunst,« siger Kastbjerg, der fortæller, at der er masser af efterspørgsel på den indkøbte kunst.

Har Bülow en nej-hat på?

»Jeg bebrejder ham ikke. Han har sine holdninger til kunst og vil gerne bestemme, hvad der skal være folkeligt,« lyder det fra Mathilde Kastbjerg, som konstaterer, at de i Det Konservative Folkeparti er glade for kunst og kultur, mens hun dog mener, at personlig smag er en privat sag.

Kunstneren bag de omdiskuterede sten, Kasper Hesselbjerg, har i skrivende stund ikke svaret på B.T.’s henvendelse.

Rådet for Visuel Kunsts seneste indkøb kan findes på nedenstående link: