Københavns Stadsarkiv offentliggør tirsdag 800 fortællinger, der primært handler om livet under besættelsen.

- Hvilken jubel, hvilken menneskemængde. Vi var ellevilde og omfavnede fuldstændigt fremmede mennesker på gaden og dansede rundt med dem.

Sådan skriver en københavner om fejringen af Danmarks befrielse 4. maj 1945, og det er en del af 800 fortællinger, som Københavns Stadsarkiv offentliggør tirsdag i forbindelse med årsdagen for befrielsen.

- Hvem som helst kan dermed sætte sit liv i perspektiv, i forhold til hvordan livet var dengang, siger Peter Wessel Hansen, stadsarkivar hos Københavns Stadsarkiv, om fortællingerne, der primært tager udgangspunkt i hverdagslivet under 2. verdenskrig.

Stadsarkivets arbejde med at indsamle erindringer fra bestemte perioder i danmarkshistorien sker løbende, og allerede nu er der også indsamlet fortællinger om livet under coronakrisen.

- Det kan hjælpe forskere og historikere, hvis arbejde typisk handler om, hvordan det offentlige tog sig af tingene. Disse erindringer giver dem muligheden for at nuancere deres historiefortællinger en smule, lyder det fra Peter Wessel Hansen.

De 800 fortællinger blev skrevet i 1995, hvor afsenderen fik muligheden for at gøre det tilgængeligt med det samme eller først give offentligheden adgang 25 år senere.

- Begrundelsen for klausulen er, at folk skulle have muligheden for at fortælle private historier, som naboen ikke skulle kunne læse dagen efter, siger Peter Wessel Hansen.

- Vi er jo også interesseret i at modtage mere private anekdoter - for eksempel om en ubehagelig barndom - da vi mener, det er vigtig viden for historikere i fremtiden, lyder det.

Franciska Rosenkilde, Københavns kultur- og fritidsborgmester (AL), udtrykker også tilfredshed med den nye erindringssamling.

- Med den nye erindringssamling er hovedstadens samlede hukommelse blevet udvidet. Og det er vigtigt, fordi historien er vigtig. Kun ved at lære af historien kan vi rette op på fortidens synder, siger hun.

/ritzau/