For andet år i træk må København Zoo opgive at få hunpandaen Mao Sun og hanpandaen Xing Er til at parre sig.

De to pandaer er efter tre dage i samme bur blevet skilt ad uden at de fik parret sig, mens hunpandaen var i brunst.

»Dyrlæger og dyrepassere er meget skuffede. De har lagt meget tid og mange ressourcer i det her, og de havde håbet, det gik i år. Så det er en ret stor skuffelse,« siger pressechef hos København Zoo, Jacob Munkholm Hoeck.

Hunpandaen har ellers over de sidste dage gjort sit for, at hanpandaen skulle hoppe på hende.

I videoen øverst i artiklen kan du blandt andet se, hvordan hunpandaen stiller sig med numsen helt op i ansigtet på hanpandaen, men han er mere interesseret i at spise bambus.

Tidligere mandag ændrede hunnen så signaler.

»Det er ret tydeligt for en rutineret dyrepasser at se, når hunnen ikke længere er i brunst. Hun var simpelthen ikke interesseret i ham mere, og så er brunsten klinget ud,« fortæller Jacob Munkholm Hoeck.

København Zoo lægger ikke skjul på, at de selvfølgelig gerne ser, at der kommer nogle pandaunger.

»Vi vil selvfølgelig frygtelig gerne have pandaunger. Ikke kun for vores skyld, men også for vores gæsters skyld. Det ville også været godt for hunpandaen at have to-tre år, hvor hun skal passe ungerne, det er en god beskæftigelse. Men det er ikke unormalt, at det ikke er lykkes. De er fortsat unge dyr.«

Nu er der så et år til, at hunpandaen er i brunst igen, og der har København Zoo måske et lille trick, der skal lokke hanpandaen til at parre sig med hunnen.

»Vi har været rigtig godt forberedte. Men der har været snak om, at man næste år kunne stimulere hannen ved at placere urin fra andre hanpandaer, så han måske føler sig truet af, at der kan være konkurrence om hunnen.«

København Zoo har pandaerne frem til 2034, så der er fortsat nogle år at løbe på.