København er verdens anden bedste by.

Det viser en ny analyse foretaget af den danske boligportal Voreslejebolig.dk, der rangerer verdens 25 største metropoler op mod hinanden.

Analysen rangerer København som verdens anden bedste by ud fra seks parametre, der omhandler huslejeniveau, lønniveau, madpriser, arbejdsløshed, sundhedsmuligheder og kriminalitet.

Byerne rangeres efter deres position på hvert af parametrene, hvilket ender ud i et gennemsnit, der afgør byernes endelige placering.

Kongefamilien bor i verdens 2. bedste by, ifølge analysen.
Kongefamilien bor i verdens 2. bedste by, ifølge analysen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I analysen er København placeret langt nede på listen når det kommer til huslejeniveau og madpriser, hvor det blot kan blive til en placering som henholdsvis nummer 19 og 16 ud af 25.

Bedre går det for den danske hovedstad, når det kommer til de fire øvrige parametre, hvor lønniveauet sikrer en placering som nummer 2, arbejdsløshed nummer 8, sundhedsmuligheder nummer 5 og kriminalitet nummer 4.

I analysen ender København med et gennemsnit på 9, kun overgået af den tjekkiske hovedstad Prag med et gennemsnit på 7,7. Administrerende direktør for Voreslejebolig.dk, Thomas Barfod, fortæller i en pressemeddelelse, hvorfor København er så godt rangeret:

'Når det kommer til huslejeniveau ligger København i den dårlige ende, inden for arbejdsløshedsniveau og madpriser ligger København rimelig godt til, mens byen virkelig shiner når det kommer lønniveau, sundhed og kriminalitet,' skriver Thomas Barfod i pressemeddelelsen.

Nyhavn er placeret i verdens 2. bedste by, ifølge analysen fra Voreslejebolig.dk.
Nyhavn er placeret i verdens 2. bedste by, ifølge analysen fra Voreslejebolig.dk. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Hvis man kigger på de helt basale faktorer, der får dagligdagen til at gå op, og hvis man er glad for stabilitet og sikkerhed, så er København og Danmark faktisk et af de bedste steder at være i verden.'

Mens Prag, København og Tokyo udgør top 3 over de bedste byer i analysen, så ser det straks værre ud for byer som Dublin, Rom og Sao Paulo, der tager de nederste placeringer i analysen med gennemsnit på henholdsvis 19, 17.3 og 17.

Thomas Barfod uddyber resultatet af de tre byers placering i analysen:

'Disse byer er meget lidt attraktive at bo i medmindre man kigger på nogle helt andre parametre end de seks som analysen baserer sig på.'