Onsdag eftermiddag går det løs.

Her begynder Københavns Kommune med at fjerne egeprocessionsspinderen fra Amager Fælled.

Ifølge DR befinder 'larven fra helvede' sig i 40 forskellige træer langs Artillerivej, der ligger langs det store naturområde på Amager.

Metoden er en art støvsuger, der med et teleskoprør et særligt filter kan suge både larver og de 'farlige' fimrehår op – den er dem, der kan giver kløe og knopper som mange danskere har oplevet denne sommer.

Hos Københavns Kommune erkender man dog, at ikke alle spor efter egeprocessionsspinderne vil være borte på trods af indsatsen.

»Vi er ikke blåøjet,« siger manden med ansvaret for at fjerne larverne, teknisk chef hos Rentokil Skadedyrskontrol Claus Schultz:

»Vi ved, at der kan være nogle tilbage, når vi er færdige derude. Men ved at fjerne nogle af dem, kan vi spare en hel del til næste år.«

Flere steder i Danmark er egeprocessionsspinderen blevet opdaget i den seneste tid.

I første omgang var der stor fokus på Odense, hvor der er mange af dem, men siden har det vist sig, at problemet også eksisterer i flere andre kommuner.