En helt ny containerterminal med 550 meter kaj og to store kraner kommer til at se dagens lys i København i senest 2024.

Det skriver Berlingske.

Containerterminalen kommer til at koste mellem 700 og 800 millioner kroner, og den bliver placeret på den yderste spids af Ydre Nordhavn ud til Øresund.

Direktør i By & Havn, Anne Skovbro, beskriver over for Berlingske den nye containerterminal som »en kommerciel nødvendighed«.

»På den her måde får vi koncentreret det, man kunne kalde de mere rene havneformål, på den alleryderste del af Nordhavn,« siger hun til avisen.

Den nye terminal kommer til at ligge i forlængelse af den godt én kilometer lange krydstogtterminal på Oceankaj. Meningen er, at den skal afløse den eksisterende containerterminal på Levantkaj lidt længere mod syd på Nordhavn, hvor der i stedet bygges en halv million nye etagemeter til boliger.

Den nye terminal bliver nabo til den kommende Naturpark Nordhavn, der er på 28 hektar, hvilket er cirka halvt så stort som Fælledparken.

»Fra Gentofte-siden vil man med den nye naturpark kigge over på noget grønt,« siger Anne Skovbro.

By & Havn er bygherre på den nye terminal, og Copenhagen Malmø Port (CMP) bliver operatør, som det hedder.