Som led i en spareøvelse bliver livreddere i en række svømmehaller i København erstattet med såkaldte 'druknealarmer'.

Kameraer overvåger badegæsternes bevægelser, og alarmen lyder, hvis en svømmer ligger stille i mere end 10 sekunder. Men ikke alle mener, at det er en god ide at udskifte mandskab med teknologi.

»Det her er en spareøvelse, der i sidste ende kan koste liv,« siger Karina Bergmann, Liberal Alliances medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.

Hun stemte som den eneste imod forslaget. Selv om partiet normalt går ind for at effektivisere det offentlige, mener hun, at man her er gået for langt.

»Det bærer præg af at være et eksperiment.«

Østerbro Svømmehal, også kaldet Øbro-hallen, får sammen med tre andre svømmehaller indført 'druknealarmer'.
Østerbro Svømmehal, også kaldet Øbro-hallen, får sammen med tre andre svømmehaller indført 'druknealarmer'. Foto: Christian Als
Vis mere

I første omgang bliver der opsat druknealarmer i Sundby Bad, Bellahøj Svømmestadion og Øbro-Hallen.

I Valby Vandkulturhus er der allerede installeret en alarm, som dog ikke virker.

'Der er allerede installeret en digital druknealarm i Valby Vandkulturhus, som er ude af drift pga. forældet teknologi,' skriver kommunen i forslaget. Planen er, at den skal udskiftes, så også svømmehallen i Valby bliver inddraget.

Alarmerne vil spare kommunen for lønudgifter til livreddere for 1,6 mio. kr. årligt fra 2021.

Hvis det går godt, vil man udvide det til langt flere københavnske svømmehaller, forklarer Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen, der stemte for forslaget.

»Så kan vi bruge det i hele kommunen. Men det er klart, det er enormt følsomt, for det handler om folks sikkerhed. Vi skal stadig have livreddere, men her får vi en enkelt eller to færre til at overvåge bassinerne.«

Der er mange områder, man kunne spare på. Hvorfor har I lige valgt at spare på livreddere?

»De nemme besparelser er ved at være taget.«

Hvad nu hvis der sker en teknisk fejl, og det kommer til at koste menneskeliv?

»Der har, så vidt vi er orienteret, ikke været ulykker med det andre steder. Men hvis nogen kommer i fare, ruller vi det selvfølgelig tilbage. Men det har vi ikke set. Jeg ser det ikke som en forbedring, men en måde at løse den udfordring, vi har med effektiviseringer, på en måde, som ikke rammer borgerne,« siger Jonas Bjørn Jensen.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet afviser at deltage i et interview med henvisning til, at hun er på bibliotekskonference i udlandet.

I stedet sender hun en e-mail, hvor hun forklarer sin opbakning til at erstatte livreddere med alarmer.

'I Københavns Kommune arbejder vi løbende på at få mest muligt velfærd til københavnerne – også inden for kultur- og fritidsområdet, hvor vi gerne vil tilbyde et godt og aktivt fritidsliv. Her er alarmerne et godt eksempel.'

Hvordan er det et godt eksempel på mest mulig velfærd, at din forvaltning vælger at skære ned på livreddere?

'I Københavns Kommune er vi underlagt årlige besparelser, der gør, at vi for samme beløb skal opretholde velfærden, mens antallet af borgere stiger. Det kræver løsninger, der er økonomisk effektive, og som samtidig opretholder et vist serviceniveau. Vi vurderer, at alarmen er et bud på en løsning her,' skriver borgmesteren.