Det går kun en vej for København. Den bliver dyrere og dyrere og dyrere.

For den danske hovedstad er nu den ottendedyreste by i verden.

Det viser den nyeste liste fra The Economist Intelligence, der hvert år undersøger og sammenligner priser på hundredvis af produkter og serviceydelser i 173 byer over hele verden.

Og her er København altså i de seneste år marcheret længere og længere op på listen. Fra en 11.-plads, til en 9.-plads – og nu altså til en 8.-plads.

Tel Aviv er smuk – og dyr.
Tel Aviv er smuk – og dyr. Foto: GIL COHEN-MAGEN
Vis mere

I forbindelse med analysen lyder det, at coronapandemien og sammenbrud på shipping- og fragtområdet mange steder i verden har betydet en generel stigning i prisniveauet på mange varer.

Det kan i øvrigt også ses i forhold til København, der stiger et nøk i det såkaldte prisindeks, fra 96 til 97.

Der er dog stadig langt op til nummer et på listen, der denne gang er Tel Aviv. Det er første gang nogensinde, at den israelske by indtager topplaceringen, som skyldes en ustabil økonomi og tilhørende prisstigninger på varer. Tel Aviv var sidste år kun på femtepladsen.

Sådan ser listen over de ti dyreste byer i verden:

  • 1. Tel Aviv, Israel – indeks 106
  • 2. Paris, Frankrig – indeks 104
  • 2. Singapore – indeks 104
  • 4. Zürich, Schweiz – indeks 103
  • 5. Hongkong – indeks 101
  • 6. New York, USA – indeks 100
  • 7. Genève, Schweiz – indeks 99
  • 8. København, Danmark – indeks 97
  • 9. Los Angeles, USA – indeks 96
  • 10. Osaka, Japan – indeks 94

Af andre skandinaviske lande kan nævnes, at den norske hovedstad Oslo ligger på en 11.-plads, mens Reykjavik er en af højdespringerne. Den islandske by er hoppet hele 21 pladser frem til en 35.-plads.

Den billigste by i verden er i øvrigt Damaskus i krigshærgede Syrien.

Andre læser også