Når Knuthenborg Safaripark i den kommende uge slår dørene op, så bliver det med et helt nyt billetsystem.

Sidste år blev safariparken nemlig overrumplet af den massive interesse for parkens dyr, og gæster kunne berette om lange bilkøer gennem parken.

Og det vil man således forsøge at komme til livs i år med et billetsystem, hvor der er en øvre grænse for, hvor mange dagsbilletter der kan sælges.

Det skriver lokalavisen Folketidende.

For ikke nok med at mange danskere formentlig vælger at holde sommerferie i Danmark, som vi så det sidste år, så holder Knuthenborg Safaripark også åben i 42 dage længere end sidste år.

Det betyder også, at man med fordel kan købe billetten på forhånd, hvis man vil være sikker på at kunne komme ind, og samtidig vil prisen variere afhængigt af den enkelte dag.

På den måde kan der ifølge Folketidende være op til 35 procent at spare på billetprisen.

»Man kommer altså til at spare penge ved at købe online, men man kan stadig tage chancen og købe sin billet ved ankomsten til Knuthenborg,« siger parkens kommercielle chef, Camilla Haxgart, til Folketidende.

Med det nye billetsystem kan Knuthenborg Safaripark sikre sig, at der er plads til alle de pågældende dage.

Er man kortholder, kan man dog stadig få adgang, selv om der er udsolgt af dagsbilletter.