Gæster i Knuthenborg Safaripark kan fra foråret kan se frem til en helt ny attraktion.

Her udstiller den populære dyrepark nemlig verdens største dinosaur, Patagotitan mayorum, der for nylig blev opdaget, som det største dyr, der nogensinde har levet på jordens overflade.

Det skriver Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse.

Og det er en nyhed, som glæder direktøren af den lollandske dyre- og safaripark, Christoffer Knuth.

»Det er da klart, at det er sjovt at have den største. Den får jo også t-rex til at ligne en lille spirrevip,« siger han.

Seks containere skal der til for at fragte den 47 meter lange og ni tons tunge dinosaur fra Kina til Danmark.

Tilbage i 2008 fandt en bonde en lårbensknogle fra en hidtil ukendt dinosaur på sin jord i Argentina.

Her var forskere så forbløffet over størrelsen, at de fik taget billeder side om side med knoglerne.

De var nemlig langt større end en voksen mand, og det viste sig at være knogler fra verdens største dinosaur.

»Fundet satte en ny rekordholder på verdenskortet. Patagotitan mayorum blev nemlig 37-40 meter lang mod Argentinosaurus’ 35 meter,« siger palæontolog og museumsinspektør på Geomuseum Faxe, Jesper Milàn.

»Det udregnede man på baggrund af fundet af den gigantiske lårbensknogle,« fortsætter han.

Gæster kan opleve den nye attraktion i Dinosaurskoven, når Knuthenborg Safaripark åbner den 18. april 2019.