»Der var uhyggeligt stille, da jeg kom hjem.«

Sådan husker Knud Kalnæs dagen, hvor han for første gang blev opmærksom på, at ikke alt åndede fred og idyl i hans villakvarter i det sydlige Odense.

»De plejer altid at klukke og komme løbende, så jeg vidste, der var noget galt,« siger den 62-årige skolelærer.

Da han kom lidt nærmere, så han, at der lå to døde høns inde i hønsegården. Resten af flokken på fem høns var der ingen spor af.

Knud Kalnæs er både lidt overrasket og meget fascineret over opdagelsen, han gjorde i sin baghave. Foto: Privat
Knud Kalnæs er både lidt overrasket og meget fascineret over opdagelsen, han gjorde i sin baghave. Foto: Privat
Vis mere

»Den ene med og den anden uden hoved,« fortæller han.

Det lidt makabre syn fik ham til straks at sætte et vildtkamera op.

Den skyldige blev fanget på kamera allerede samme nat.

»Det kom lidt bag på mig,« siger fynboen, der bor i et villakvarter i Dalum i Odense.

På billederne var der en ræv, der var fræk nok til at vende tilbage allerede natten efter, at den havde raseret hønsegården.

»Det er da fascinerede,« siger Knud Kalnæs med begejstring i stemmen.

»Der er ingen tvivl om, at der er et liv, som vi slet ikke ser, om natten, og så er det da et vidnesbyrd om, at de vilde dyr tilpasser sig de vilkår, vi byder dem i et eller andet omfang.«

Fascinationen har han delt med andre i den lokale Dalum-gruppe på Facebook, hvor flere skriver, at de også har haft besøg af ræve.

»Uden at være helt vildt lyseslukker, så er det faktisk rigtig almindeligt, at der er ræve i byerne, så snart der er en lille smule grønt et sted, så kan de bo der,« siger naturvejleder i Odense Rikke Molin.

Hun forklarer, at ræven jager om natten, og vi derfor kun sjældent ser den.

Der er dog ikke nogen grund til at være bekymret, fordi ræven også bruger menneskers baghave som jagtmark.

»Man kan godt få den der dommedagstanke, men det er alene et udtryk for, at ræven er utrolig tilpasningsdygtig. Var der ikke føde, eller kunne den ikke lide at være her, så var den her heller ikke,« siger hun.

Naturvejlederen har kun et godt råd, hvis man opdager ræven i haven.

»Sæt dig ned med din kaffe og nyd, at man får en naturoplevelse, som man ikke får så mange andre steder, og så skal man lade være med at fodre den.«

Hos Knud Kalnæs er fem nye høns flyttet ind i hønsegården.

»Vi er da møgirriterede over, at vi fik taget vores høns på den måde, men det er mere på os selv, fordi vi ikke havde lukket dem godt nok inde,« fortæller hønseejeren.

»Det var bare dumt,« slutter han.