Antallet af nikotinbrugere er alarmerende, mener Lægeforeningen, der efterlyser politisk handling omgående.

Knap hver fjerde dansker bruger et nikotinprodukt, og af den gruppe betegner 66 procent sig som decideret afhængige.

Helt præcist drejer det sig om 23 procent af danskerne, som benytter sig af mindst et nikotinprodukt.

Det viser en ny rapport om danskernes rygevaner i 2019.

Sundhedsstyrelsen har udgivet den i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen. Danmarks Statistik har indsamlet tallene.

Cigaretter er stadig det primære tobaksmiddel for de danskere, der benytter sig af nikotinprodukter.

Men mange er også forfaldne til røgfri tobak som snus eller tyggetobak.

Også e-cigaretter er populære. Særligt blandt de unge har de vundet indpas, viser rapporten. Den fortæller også, at der er lidt flere kvinder end mænd, der ryger eller bruger snus.

Det bekymrer flere af organisationerne bag rapporten.

De frygter, at den næste generation skal drage skadelige konsekvenser af brugen af nikotinprodukter.

Også hos Lægeforeningen er man ærgerlig over rapporten.

Formand Andreas Rudkjøbing kalder den "alarmerende læsning".

Kort før jul vedtog et flertal i Folketinget en handleplan mod rygning blandt børn og unge, der blandt andet indeholdt røgfri skoletid og neutrale cigaretpakker, men den er udskudt til oktober på grund af coronakrisen.

- Det er enormt ærgerligt. Jeg håber meget på, at man ikke venter med eksempelvis kravet om røgfri skoletid.

- Jo tidligere man begynder at ryge, jo hurtigere bliver man afhængig. Så stiger risikoen for, at man bliver daglig ryger, siger Andreas Rudkjøbing.

Hos den store tobaksproducent Philip Morris er man dog knap så alarmeret og hæfter sig ved, at der er lidt færre, der ryger tobakscigaretter.

- Men det ville være bedre, hvis andelen af rygere faldt endnu mere, og at man i stedet anvendte alternative tobaks- og nikotinprodukter, siger kommunikationschef Christopher Arzrouni.

En række andre politiske initiativer er taget i retning af at forebygge brug af tobaksmidler - røgfri eller ej.

I starten af april steg prisen på en pakke cigaretter til 55 kroner, og i 2022 vil prisen stige yderligere til 60 kroner.

Senest har man forbudt salg af mentolcigaretter i alle EU-lande, herunder også Danmark.

Det er cigaretter, der ved et lille klik kan udløse eksempelvis en mint- eller frugtagtig smag ved rygningen.

I alt har 11.945 danskere besvaret spørgsmål i undersøgelsen.

/ritzau/