46 procent af danskernes ønsker at blive spurgt om afskaffelse af store bededag, viser måling.

Det bør være op til danskerne at afgøre, hvorvidt store bededag skal afskaffes.

Det mener knap halvdelen af danskerne, viser en måling som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Her svarer 46 procent af de adspurgte, at de er "meget enige" eller "enige" i, at regeringen skal udskrive folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.

12,5 procent er hverken "enig eller uenig", mens 37,7 mener, at der ikke skal afholdes en folkeafstemning.

Svarene fra de 1088 repræsentativt udvalgte respondenter over 18 år er indsamlet i perioden 18. til 20. januar.

Regeringens forslag om at afskaffe store bededag er blevet mødt med stor modstand fra flere partier på Christiansborg, fra fagbevægelsen og fra vælgere.

Men det har ikke fået regeringen til at vakle.

For at sende et vedtaget lovforslag til folkeafstemning skal mindst 60 folketingsmedlemmer bakke op om det.

Indtil videre er der dog kun 26 mandater bag ønsket. Det er Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og løsgængeren Mette Thiesen.

Alternativet var det seneste parti til at støtte en folkeafstemning.

Torsdag lød det fra partiets leder, Franciska Rosenkilde, til DR Nyheder:

- Hvis regeringen ikke tager store bededag af bordet, så synes vi klart, vi skal spørge danskerne.

Skulle der blive udskrevet folkeafstemning om store bededag vil seks ud af ti stemme nej til en afskaffelse, viser Voxmeter-målingen.

63,2 procent svarer, at de vil stemme nej til at afskaffe store bededag. 19 procent vil stemme ja.

Regeringen har brugt krigen i Ukraine som argument for at afskaffe en helligdag. Pilen har hele tiden peget på store bededag.

Det skal nemlig bidrage til at finansiere de stigende forsvarsudgifter, lyder det.

Oppositionspartierne er dog uenige i den sammenkobling.

Det fik torsdag de ni partier til at komme med forslag til anden finansiering.

/ritzau/