To slags knækbrød fra Plante Kompagniet ApS tilbagekaldes.

De er solgt i Meny- og Spar-butikker i hele landet.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om knækbrød med følgende navne:

'PLANTE kompagniet økologisk kerneknækbrød, multikorn' og 'PLANTE kompagniet økologisk kerneknækbrød, chia'.

Begge produkter vejer 150 gram og har en bedst egnet-dato, der hedder 09.06.2023, fremgår det af pressemeddelelsen.

Årsagen til tilbagekaldelsen skal findes i, at begge produkter indeholder glutenholdige havregryn. Men da der på produkternes mærkning fremgår, at de er 'glutenfri', så kan de ikke blive i butikkerne.

For som Fødevarestyrelsen skriver:

'Forbrugere, der lider af allergi eller intolerance overfor allergenet gluten, kan opleve sygdom, hvis de spiser produkterne.'

Hvis man har købt de omtalte knækbrød, så lyder anbefalingen, at man enten smider dem ud eller leverer dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

Afslutningsvis kommer Fødevarestyrelsen med et råd til de forbrugere, som kan være i farezonen, hvis de spiser de omtalte knækbrød.

'Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produkterne, bør du kontakte din egen læge,' lyder det.