Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Nogle tager skjorten og jakkesæt på og sætter sig bag en computer, når de skal arbejde.

Men Sine Pedersen trækker i en polkaprikket buksedragt, sætter en rød næse på og cykler rundt på en trehjulet cykel, mens hun spiller sange og fortæller historier.

Hun er nemlig hospitalsklovn.

Som klovnen Sinus lever hun af at sprede glæde blandt indlagte børn og deres forældre. Men vejen til jobbet var uventet.

Sine Pedersen trækker i et klovnekostume, hver gang hun skal på arbejde. Foto: Danske Hospitalsklovne
Sine Pedersen trækker i et klovnekostume, hver gang hun skal på arbejde. Foto: Danske Hospitalsklovne
Vis mere

Faktisk kunne hendes glade og legende job ikke være en større kontrast til hendes tid inden jobbet.

»Jeg har på en eller anden måde altid vidst, at jeg gerne ville være hospitalsklovn,« siger Sine Pedersen og husker tydeligt sit første møde med klovneriet.

»Da jeg var ti, var jeg til min gudfars fødselsdag. På et tidspunkt rejser min gudfars veninde Birgitte sig op og siger, at hun desværre er nødt til at gå nu. Pludselig kommer klovnen Gudrun ind og begynder at optræde. Jeg kan bare huske, at jeg var enormt betaget. Mine forældre har siden fortalt mig, at min kæbe bare hang. Siden har jeg haft fornemmelsen af, at det var det, jeg ville, når jeg blev voksen,« siger Sine og fortsætter:

»På et senere tidspunkt kom jeg så på et klovnekursus, hvor en klovn kunne se min entusiasme omkring faget og sagde til mig, at jeg skulle ud og få livserfaring. Og så fortalte jeg mig selv, at der var nødt til at gå lang tid, inden jeg kunne søge om at blive hospitalsklovn.«

Men så ramte livet med 110 kilometer i timen.

»Da jeg blev 26, blev jeg dybt deprimeret. Jeg havde oplevet flere voldsomme ting på kort tid, og så kom jeg i mit livs krise. Gulvtæppet blev revet væk under mig, og jeg var et mega sårbart sted,« fortæller Sine Pedersen.

Sine Pedersen, når hun er klædt om til hospitalsklovnen Sinus. Foto: Danske Hospitalsklovne
Sine Pedersen, når hun er klædt om til hospitalsklovnen Sinus. Foto: Danske Hospitalsklovne
Vis mere

Hun flyttede tilbage til sine forældre i Nordjylland for at komme sig.

»Så blev jeg gjort opmærksom på, at de søgte nye lærlinge på klovneuddannelsen, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte prøve det.«

Sine Pedersen blev optaget i første hug. Her skulle hun i to år lære, hvordan man var en god hospitalsklovn. En rolle hun i dag er lige så godt tilpas i, som den tiårige Sine forudså.

»Den livserfaring jeg troede, jeg skulle have i verden, den viste sig at komme indefra.«

»Det er lidt en kliché med den deprimerede klovn, men det er også sandt i mit tilfælde. Jeg er på den ene side enormt tungsindig og draget af mørket. Og på den anden side er jeg enormt let og legende. Fordi jeg har oplevet meget tunge ting, er det også vigtigt for mig at dyrke det lette og legende, og det er præcis den kombination, jeg kan bruge i arbejdet.«

Sine Pedersen laver foreningsarbejde for Danske Hospitalsklovne, og så har hun tre klovnevagter om ugen, hvor hun som hospitalsklovn går rundt og underholder de indlagte børn.

Så sent som i sidste uge havde hun en oplevelse, der mindede hende om, hvorfor hun gør det.

»Min klovnemakker og jeg møder en dreng, som er lidt trykket og nervøs. Da jeg ser ham, er jeg faktisk lidt usikker på, om det er mig i klovnekostume, han er utryg ved. Så jeg bruger lidt tid i døren til at mærke situationen og kommer langsomt ind på stuen.«

Det viser sig, at drengen er bange for at få taget blodprøver. Så klovnene får sat gang i noget leg, og taler om, hvor modig drengen er i forhold til dem. Klovnene stiller sig op på en stol og hopper forsigtigt og bange ned.

»Det er da ingenting,« siger drengen cool og tilbagelænet.

»Og på den måde får vi talt ham op og givet ham selvtillid. Under prøverne spænder han lidt op igen, men vi bliver ved med at snakke, og bagefter taler vi om, hvor sej han er, og hvad det var, der lige var sket. Der tænkte jeg 'hvor er det godt, jeg var der'. For sådan en oplevelse kan nemt blive til et overgreb for et barn.«

Nu skulle denne dreng 'bare' have taget en blodprøve. Men de skæbner, Sine møder på sit arbejde, kan være utroligt hårde, og der kan ligge alt fra et barn med laktoseintolerans til et dødeligt sygt barn.

Men selvom det så skulle ske, at det var sidstnævnte scenario, Sine Pedersen skulle komme ind til, lader hun sig ikke vælte bagover.

»Jeg har jo erfaret, at livet er svært. Jeg kan slet ikke forestille mig, at livet ikke også rummer det, så jeg bliver aldrig overrasket over det.«

Andre læser også