Bjørn Erichsen, der er lillebror til den nu afdøde Troels Kløvedal, skrev sammen med sin bror hver dag indtil eventyrerens død.

»Troels’ død har været lang og sej. Men den har givet os mulighed for at udveksle en masse erindringer og gensidig varme. Han har aldrig haft ondt af sig selv. Han har selv sagt, at det ikke er nogen tragedie at dø som 75-årig – slet ikke efter alt det, han har oplevet,« siger broderen.

Troels Kløvedal sov ind søndag morgen den 23. december.

Han fik i oktober 2016 konstateret ALS, en sjælden sygdom, der langsomt nedbryder kroppens motoriske nerveceller, og som fører til hensygnen af alle muskler i kroppen. En efter en dør de hen. Til sidst kan man overhovedet ikke bevæge sig, tale eller synke. Man forbliver dog fuldstændig klar i hjernen.

Troels Kløvedal er død.
Troels Kløvedal er død. Fra bogen 'Med Asbjørn på de s

Bjørn Erichsen var ikke til stede, da Troels Kløvedal døde, det var hans fem børn og konen Else Marie derimod.

»Jeg er glad for, at han var sammen med sine børn og sin kone. Det gav ikke mening for mig at tage hjem til ham, for han sov, og han havde besluttet sig for, at han ville herfra. Normalt kan man ikke selv bestemme, hvornår man vil dø, når man er tilkoblet en respirator. Men han havde besluttet sig for, at nu ville han ikke mere, og han plejer at få det, som han vil have det,« siger broderen.

Bjørn Erichsen er tidligere chef i DR.

I slutningen af 80’erne producerede han Troels Kløvedals rejseprogrammer, der for alvor gjorde ham til hele Danmarks store søhelt.

Bjørn Erichsen fotograferet tilbage i 1999.
Bjørn Erichsen fotograferet tilbage i 1999. STEEN JACOBSEN

Til trods for, at Bjørn Erichsen modsat sin bror har opholdt sig det meste af livet bag et skrivebord – blandt andet som tv-direktør på DR – har de to brødre flere gange været på store eventyr sammen i bl.a. Indonesien, i Stillehavet og Middelhavet.

»Vi har levet et langt liv sammen og delt mange ting. Jeg har haft stor glæde af hans store viden. Jeg er uddannet historiker, og Troels elektriker. Men han var et betydeligt mere intellektuelt menneske end mig,« siger Bjørn Erichsen.

Han kan derfor heller ikke udpege det bedste minde om sin nu afdøde bror, for som han siger, har han ikke bare ét, men ’500 gode minder’.

De to brødre har været i daglig kontakt med hinanden på skrift – og sommetider besøgte Bjørn Erichsen også sin bror og konen Else Marie.

Troels Kløvedal fotograferet i arbejdsværelset den 10. september 1983.
Troels Kløvedal fotograferet i arbejdsværelset den 10. september 1983. Bent K. Rasmussen

»Vi kunne sidde og skrive sammen i timevis. Han lyttede og skrev med sin lillefinger på Ipad, og han kunne blive så engageret, at jeg havde svært ved at følge med. Så blev han træt og måtte sove en times tid, og efterfølgende satte vi os ved spisebordet. Han kunne ikke spise, men glædede sig over, at vi andre fik et godt måltid.«

»Vi kunne sagtens have en fin dialog på den måde, vi kommunikerede, som vi nu kunne,« siger broderen.

Han glæder sig over, at han og Troels Kløvedal har nået at få sagt ordentlig farvel til hinanden trods den frygtelige sygdom ALS.

»Det er en forfærdelig sygdom, forstået på den måde, at hjernen er det eneste, som ikke bliver ramt. Men det danske samfund har givet ham flot pleje i to år, 24 timer i døgnet. Det har været en utrolig stor hjælp for familien og hans kone,« siger Bjørn Erichsen.