Zoommøder, virtuelle fredagsbarer, jobsamtaler – alt sammen foretaget foran en skærm, hvor du kan granske dit eget ydre.
Vi har næppe nogensinde før set så meget på os selv, som vi har under coronapandemien, og det har verden over fået skønhedsindustrien til at melde om et såkaldt 'Zoom Boom' i 2020, fordi de oplever en markant øget efterspørgsel.
Og Danmark er ingen undtagelse, skriver Avisen Danmark. I en rundspørge blandt privathospitaler og klinikker, der udfører skønhedsoperationer, svarer fire ud af fem, at de har oplevet en øget efterspørgsel i løbet af sidste år.
Hos Cutis Clinic, der har klinikker flere steder i landet, var efterspørgslen i andet halvår af 2020 næsten tre gange så stor som i samme periode året før.

Emil Henningsen, der ejer klinikken, fortæller, at det særligt er brystkirurgi, der efterspørges – men også øjenlågsoperationer, fedtsugninger og såkaldte 'mummy makeovers,' hvor man får opstrammet maveskindet, er i høj kurs.
Også på HCA–klinikken i Odensen oplever de øget efterspørgsel.
»Generelt har de lidt større og dyrere indgreb været mere efterspurgte i 2020 – den slags, som mange normalt ville tage til udlandet for at få lavet, hvor det typisk er billigere. Det seneste år har der så ikke været samme muligheder for at rejse ud af landet for at blive opereret, og mange er nået frem til, at de har måttet vælge et dansk alternativ, nu hvor de har sat sig for, at det skal ske,« siger Allan Kimper–Karl, der er partner og anæstesilæge på HCA-klinikken i Odense.
Han mener dog ikke, at efterspørgslen udelukkende skyldes, at man har haft større lejlighed til at nærstudere de potentielle fejl på computeren eller telefonens kamera.
Den holdning deler de på Amalieklinikken, for selv om de også har oplevet en markant vækst med en patienttilgang på 20 procent, så tror overlæge Jens Jørgen Elberg i højere grad, det skyldes, at kunderne har haft mere tid og et større økonomisk rådeum på grund af aflyste ferier.
Har man et ønske om at få foretaget en kosmetisk operation i 2021, så må man dog fortsat væbne sig med tålmodighed, for også skønhedsklinikkerne er underlagt regeringens restriktioner. Hvis ikke de forlænges, kan de efter planen åbne igen 1. marts.