Siden coronapandemien lukkede samfundet i 2020, har forskere konstant været på vagt, i tilfælde af at en ny pandemi venter lige om hjørnet.

Nu frygter forskere, at den næste pandemi kan komme fra fortiden.

Nærmere bestemt fra en urgammel 'zombievirus'. Det skriver blandt andre Dagbladet og Daily Mail.

Det lyder som noget fra en apokalyptisk gyserfilm, men den er god nok. Klimaforandringerne kan være med til at frigive 'zombievirussen'.

For klimaforandringer får verdens permafrost til at smelte, og her gemmer sig potentielt ældgamle vira og bakterier, der kan være livsfarlige og i værste fald føre en ny global pandemi med sig, advarer klimaforskere.

Ifølge videnskabsmediet Earth er det særligt såkaldte methuselah-mikrober, som vækker bekymring blandt forskere.

»Klimaforandringerne smelter ikke kun isen – de smelter også barriererne mellem økosystemer, dyr og mennesker. Når permafrosten tøer, kan det endda frigøre gamle bakterier eller vira, som har været nedfrosset i tusindvis af år,« udtaler Dr. Khaled Abass fra universitetet i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Han er medforfatter til studiet, der er publiceret i tidsskriftet Science of the Total Environment.

»Det, der sker i Arktis, bliver ikke i Arktis. Konsekvenserne kan række langt ud over polarområderne,« siger Dr. Khaled Abass og advarer om katastrofale konsekvenser.

At virus kan overleve flere tusind år frosset ned og efterfølgende stadig påvirke levende celler, er ikke nyt for forskere.

I 2022 vækkede forskere et virus til live, som havde været nedfrosset i 48.500 år.

Året efter fandt forskere den farlige pacmanvirus lupus – en ældgammel slægtning til afrikansk svinepest – optøet fra en 27.000 år gammel frossen sibirisk ulv.

Og sidste år fandt forskere omkring 1.700 ældgamle vira dybt inde i en gletsjer i det vestlige Kina. Langt de fleste var aldrig set før.