Det var på de daglige cykelture til og fra arbejde, at 28-årige Nicolai Kruse Porskrog bemærkede de ophobede skraldebunker i vejkanten. Sådan havde det egentlig set ud længe – men til sidst fik han nok.

»Det lignede bare lort. Der var skrald i buske, op ad træerne, i et lille vandhul. Det var over det hele.«

Men en forårsdag sidste år lagde Nicolai ekstra tid i skemaet. Han medbragte et net, cyklede afsted og stoppede så op. For udelukkende at opsamle det skrald, der gennem længere tid havde generet ham.

»Det havde jeg det bare mega fedt over. Også ud fra folks reaktioner.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Folk gav highfives og råbte 'godt arbejde!'. Det var dér, det startede – og siden har det ellers udviklet sig. Jeg håbede sådan, at der var flere, der ville med.«

Det var der.

En af dem var Nicolais veninde, Emma. Og siden kom veninderne Tiffannie og Laura til. Sammen startede de fire 'Nip-Tang Clan'. En gruppe, der en til to gange om måneden frivilligt samler skrald op i og omkring Aalborg, hvilket de nu har gjort i knap et år.

Og skrald, det har der været nok af at finde. På en af deres første ture fandt de sågar affald, der var mere end ti år gammelt.

Emma og Nicolai.
Emma og Nicolai. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det ser virkelig forfærdeligt ud. Ude omkring motorvejen samlede vi 20 poser og seks affaldssække med skrald. Der var så meget lort, at vi vendte tilbage et par dage senere. Der samlede vi yderligere 12 poser med affald på to timer,« siger Emma, hvorefter Nicolai supplerer:

»Selvfølgelig spiller faktorer ind, såsom vinden og måger, der roder i skrald. Men lige meget hvad, så kommer skraldet jo et sted fra.«

Det er i høj grad plastik, dåser, fast food-papir, cigaretskodder og slikpapir, som gruppen finder.

'Nip-Tang Clan' understreger, at de ikke er ude på at pege fingre ad nogen. Men de ønsker at oplyse, så folk bliver mere bevidste om ikke at smide skrald i naturen – og at Aalborg derved bliver grønnere.

Resultatet efter fire timer, hvor gruppen samlede skrald.
Resultatet efter fire timer, hvor gruppen samlede skrald. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det handler om ændring af tankegang. Hvis en smider et skod eller noget papir et sted, hvor der i forvejen ligger ting, så tænker folk måske ikke, det gør så meget.«

»Men tingene skal være grønnere, og det vil vi gerne hjælpe med. Så håber vi, det kan påvirke folks tankegang, når vi render rundt derude,« siger Nicolai Kruse Porskrog.

Og det kan han, Emma, Tiffannie og Laura samt andre, der melder sig frivilligt til at hjælpe, i høj grad mærke, at det gør.

»Der kommer udelukkende positiv respons. Vi har også fået drikkepenge af folk og fået besked om, at nu skal vi huske at købe is eller sodavand til holdet. Det er virkelig fedt.«

Køleskabskirkegården, som vennerne har døbt stedet.
Køleskabskirkegården, som vennerne har døbt stedet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men vi håber også, at det ikke bare bliver ved tanken. At folk gør noget ved det, så der kan blive samlet endnu mere skrald op.«

Det er primært i områderne væk fra byen, at gruppen samler skrald. Blandt andet i det østlige Aalborg, hvor Nicolai Kruse Porskrog selv bor. Deres erfaringer er nemlig, at områderne et stykke fra byen simpelthen flyder over med skrald.

»På et tidspunkt fandt vi et sted inde bag nogle gamle bygninger, som vi har døbt 'køleskabskirkegården'. Der var køleskabe, tørretumblere og vaskemaskiner smidt. Vi var i chok over, at det bare kunne ligge der. Fem-ti minutter væk fra centrum.«

»Der skal findes alternativer – og det håber vi, folk vil tage til sig.«