Da en dansk mand forleden blev ringet op og fik at vide, at han havde vundet en million kroner, troede han ikke på det. Men da han tjekkede sin konto, viste det sig, at han var blevet millionær.

Manden, der er i starten af 60'erne og fra Rudersdal Kommune, var nemlig blevet den heldige vinder af Lottos Millinonærgaranti, hvor man kan vinde en million kroner, selvom man har nul rigtige. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Det lød jo alt for godt til at være sandt. Så jeg gik lidt hårdt til hende, der ringede, da jeg var sikker på, at det var noget snyd. Men hun sagde jo så, at jeg bare kunne gå ind og tjekke min spilkonto, hvilket jeg gjorde med det samme. Og så fik piben en anden og meget mere behagelig lyd,« forklarer vinderen til Danske Spil.

Manden fortæller, at pengene falder på et tørt sted.

»Jeg sidder alene tilbage i et stort hus, som skal sælges, hvilket ikke går så godt. Min kone døde for nogle år siden og mine børn, som er i tyverne, er jo flyttet hjemmefra. Og først nu har jeg forliget mig med, at jeg skal give slip på dette sted, der rummer så mange gode minder,« forklarer han.

Den nyudklækkede millionær mistede desuden sit arbejde i starten af året og har endnu ikke fundet et nyt job.

»Jeg har jo ikke den mest spændende alder til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, så det har været en lidt skør periode. Jeg føler jo stadig, jeg har masser at bidrage med. Men nu kan jeg i det mindste få lidt ro på, på grund af gevinsten. Det er virkelig dejligt. De kommer som sendt fra himlen, de penge.«

Den heldige vinder har kun fortalt sine børn og nogle nære venner om gevinsten.

»Jeg ringede og småsnakkede lidt og spurgte dem så, om de havde haft en interessant mandag. Du ved, for at de kunne spørge omvendt, hvad min havde bragt. Og det var da helt klart min mandag, der toppede,« siger han med et grin.