'God stil'. 'Viser ansvar'. 'Hatten af'.

Der er store roser til en 17-årig kvinde på Fyens Stiftstidendes Facebook-side. Det skyldes, at den unge kvinde har indrømmet den kæmpe brøler, hun og kæresten begik forrige lørdag. En brøler, der fik brodækket af sjældent og meget kostbart sydamerikansk træ foran Turbinehallen i Middelfart, hvor United Shipping & Trading Compan (USTC) har hovedsæde, til at brænde.

Det unge par havde efterladt en engangsgrill, som ikke var slukket, på brodækket. Den antændte træet og forårsagede skader til 100.000 kroner. Da den 17-årige kvinde fandt ud af, at det var hende og kæresten, som var skyld i branden, meldte hun sig selv til politiet - og cyklede ud til USTC, hvor hun brødbetynget fortalte, hvad der var sket.

»Hun havde helt ondt i maven og var meget berørt af situationen, da hun kom, men hun skal have kæmpe ros og respekt herfra. Alle hernede hos os har talt om, hvor megen anerkendelse hun fortjener. Da hun så artiklen på Fyens Stiftstidende blev hun bange for, hvad det ville komme til at koste. Alligevel var hun modig nok til at tage ansvar og komme herned og fortælle, at det var hende og kæresten, der havde efterladt grillen. De havde slet ikke været klar over, hvad konsekvenserne kunne være,« siger USTC-koncernens servicechef Morten Jensen til Fyens Stiftstidende.

Mange andre er også vildt imponerede over den 17-årige kvindes måde at tackle sagen på.

'God stil at melde sig selv,' skriver Didde Brændmose Qvist i på Fyens Stiftstidendes Facebook-side.

'Her tages ansvar af et ungt menneske, hatten af for det,' lyder det fra Dorte Hedmark.

'Den unge pige viser ansvar. Det er der satme mange der kunne lærer noget af, unge som gamle,' skriver Claus Jon Steinhaugen.

Morten Jensen skal snart mødes med den 17-årige kvinde og hendes far. Heldigvis bliver skaderne dækket af kvindens forsikring.