Jørn 'Jønke' Nielsens parti Stabilt Demokrati klarede ikke skærende, og kommer ikke ind i Odense Byråd.
Trods nederlaget holder den tidligere drabsdømt Hells Angels-rocker alligevel hovedet højt, da B.T. fanger ham på en telefon:
»Selvfølgelig er vi skuffede, men alligevel føler jeg, at vi på en eller anden måde har vundet,« lyder det fra ex-rockeren.
Han peger på, at han og partiet har fået enormt meget eksponering gennem valget.
Det har betydet nye medlemmer og en følgerskare på de sociale medier, der er »eksploderet« de seneste uger.
Sigtekornet er derfor rettet mod et særligt sted, lyder det fra Jønke.
»Vi er først og fremmest et parti, som koncentrerer sig om landspolitik, og vores største mål for partiet er fortsat at komme ind på Christiansborg,« siger han.
Adspurgt om han mener, hans person har skygget for det politiske projekt og spidskandidaten Maria Marinovic, er svaret afvisende:
»Det har jeg ingen kommentar til. Jeg har talt rigeligt om min fortid. Jeg koncentrerer mig kun om politik nu.«
Okay, så du tror ikke, at din fortid som drabsdømt rocker har haft betydning for valgets resultat?
»Argh, jeg har lige svaret dig,« siger han.
Det første skridt mod Christiansborgs gulve for Stabilt Demokrati er at samle cirka 20.000 vælgererklæringer, som giver partiet ret til at stille op til folketingsvalg.
Og ifølge Jønke, skulle det være en smal sag.
»Det, synes jeg, er ganske realistisk, når vi tager os lidt sammen,« siger han og tilføjer:
»Det, der derimod er et problem, er, at vi føler, vi bliver snydt af det system, man har sat op,« lyder det med henvisning til, at valgsystemet gerne favoriserer større partier.
Stabilt Demokrati fik 899 stemmer i Odense. Det svarer til 0,8 procent af alle stemmerne i kommunen.
