»Klamme trans. Ad, ad, ad.«
En gruppe unge drenge klædt i sorte dunjakker råber Ivy an, da hun passerer dem, mens de hænger på en bænk ude foran Nørreport Station torsdag eftermiddag.
Ivy går med rank ryg forbi dem, men da råbene og fornærmelserne tager til, og drengegruppen har dannet en slags råbekor med variationer af »Klamme trans«, »Lebbe-trans« og »Fuck, du er ulækker«, får Ivy nok og går tilbage mod drengene.
»Hvad sagde du? Hvad sagde du til mig?«
Hun går helt tæt på den dreng, der råber højest, mens de andre tripper rundt om konflikten i baggrunden.
»Nothing.«
»Okay, then shut the fuck up.«
Hun går væk fra drengeflokken med lange skridt og rank ryg, mens hun skiftevis smiler undskyldende, vender øjne og sarkastisk siger: »Hvor er de søde, hva'?«
Situationen er voldsom, og det kan være svært at begribe, at transkønnede Ivy Rosenauer ikke reagerer mere end med sarkasme og kommentarer om, at hun jo er vant til det, og at det er, hvad det er.
Men efter en dag i hælene på transkønnede Ivy Rosenauer, der onsdag stod frem i B.T. og krævede respekt fra folk, der ser hende i offentligheden, giver hendes afmålte reaktion god mening.
Måske har du selv set Ivy i gadebilledet, eller også har du set en anden transkønnet. Det kan være, du bare har set en person, der skiller sig lidt ud. Måske har du tænkt, at folk ikke ser det, når du kaster stjålne, nysgerrige eller dømmende blikke på dem, men det gør de.
Det bliver tydeligt, når man bevæger sig rundt i Københavns gadebillede sammen med Ivy.
Øjeblikket, hvor en flok unge piger bryder ud i høj, hysterisk latter, mens de prøver at skjule, at de kigger på Ivy, er blandt dem, der synes at gentage sig i løbet af dagen.
»Jeg er vel meget ekstrem i forhold til den danske standard og norm. Jeg ligner nok ikke den stereotypiske danske kvinde,« siger hun, mens vi passerer to mænd i jakkesæt, der står og ryger. De hæver øjenbrynene, og de lange elevatorblikke, de sender Ivy, ville være nok til at give den mest selvsikre person lyst til at grave sig ned.
Ivy er klædt i sort fra top til tå.
Hendes korte dynejakke er åben og hænger halvt ned over hendes ene skulder, som er efterladt helt bar. Under jakken bærer hun en sort bustier, der afslører en størrelse barm, som mange kvinder nok kun kan drømme om. Hendes kindben er highlightede, og over hendes øjne er malet en tung eyeliner-streg.
»Så du de bitches over there? Så du, hvordan de gloede på mig?«
Ja, det var tydeligt, hvordan en gruppe ældre, pænt klædte kvinder drejede halsen af led for at nidstirre Ivy Rosenauer.
Hvad de tænkte, kan man umuligt vide, men når man går rundt med Ivy en hel dag, forstår man, hvorfor hun føler sig dømt, når hun går på gaden – og det er faktisk decideret ubehageligt at gå rundt med Ivy og opleve, hvordan folk stirrer, hvisker til deres venner og griner, når hun passerer dem.
»Hvis jeg har en dårlig dag, så kan jeg blive ked af det. Men det her er min realitet. Det er det eneste, jeg ved, men alle mennesker har en grænse, og den har jeg nået nu.«
