Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvis du lider af tandlægeskræk, så bør du nok ikke læse videre.

For der var ikke meget at smile af, da Styrelsen for Patientsikkerhed i sidste uge foretog et uvarslet, reaktivt tilsyn på en privat praktiserende tandlægeklinik i hjertet af Østerbro.

Baggrunden for tilsynet var, at styrelsen var bekymret for, om klinikkens drift foregik fagligt forsvarligt. En bekymring, der viste sig at være særdeles berettiget og omgående fik strenge konsekvenser for Tandcity, der ligger på Oslo Plads.

Tandlægeklinikken har fået et strakspåbud om at indstille al behandling, indtil den har fået styr på patientsikkerheden.

En sjælden hård sanktion, som skyldes, at Styrelsen for Patientsikkerheds tre tilsynsførende tandlæger konstaterede en række graverende fejl og mangler, der »samlet set udgør kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden«, lyder det i påbuddet.

Styrelsens kritik er særlig møntet på Tandcitys hygiejne og materialehåndtering. Blandt andet dumpede Tandcity samtlige seks målepunkter inden for hygiejne. Det omfatter eksempelvis de hygiejneprocedurer, der skal udføres på klinikken efter dagens sidste patient. Her blev de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) groft tilsidesat.

»Der sad et blodigt sug fra dagen før, der var blod på tre-funktionssprøjten, der stod en plastkop ved spytfontænen, som muligvis var fra dagen før, håndvasken til behandleren havde vand i bunden, og der var vævsrester,« skriver Styrelsen for Patientsikkerhed og fortsætter:

»Personalet oplyste, at sugesystemet ikke får den daglige gennemskylning. Skufferne i begge behandlingsrum var endvidere synligt urene, hvor rene instrumenter lå,« står der i påbuddet.

Tandlægeklinikken manglede også håndsprit og engangshåndklæder, og der blev fundet sterilt pakkede instrumenter, som ud over at mangle datomærkning var synligt urene, idet der kunne ses gamle cementrester på skaft eller i enderne af instrumenterne.

Heller ikke den daglige rengøring levede op til de gængse retningslinjer fra sundhedsmyndighederne om, at tandklinikker altid skal foretage rengøring på daglig basis.

I Tandcitys tilfælde skete det kun to gange ugentligt på trods af, at klinikken har åbent seks dage om ugen.

»De konstaterede gennemgående og grundlæggende mangler i forhold til efterlevelse af de infektionshygiejniske retningslinjer medfører en alvorlig øget risiko for infektioner og dermed en kritisk risiko for patientsikkerheden ved behandling i klinikken,« skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i deres samlede vurdering af hygiejneforholdene på klinikken.

Tandcity havde heller ikke et akutberedskab med adrenalin til behandling af anafylaktisk reaktion på klinikken.

Styrelsens tilsynsførende fandt godt nok to injektionspenne, men begge havde overskredet holdbarhedsdatoen, hvilket vurderes at udgøre »kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden«.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser i sin tilsynsrapport, at det uvarslede, reaktive tilsyn skyldes en bekymring for, om Tandcitys drift foregik fagligt forsvarligt. Blandt andet havde klinikken tidligere på sin hjemmeside anført en tandlæge, som ikke havde autorisation.

Ifølge tilsynsrapporten har Tandcity tre tandlæger ansat samt en tandplejer og øvrigt personale. Tandlægen, som ejer klinikken, bor dog i Schweiz, hvilket ligeledes har givet anledning til bekymring hos styrelsen på grund af virksomhedens registrering i Danmark. Det samme har Tandcitys manglende respons på styrelsens anmodning om oplysninger, fremgår det af rapporten.

B.T. har modtaget en kortfattet kommentar fra Tandcity, der lægger sig faldt ned.

»Vi tager det meget alvorligt og har nu tilført store ressourcer, så det aldrig kan ske igen,« lyder det i en skriftlig kommentar.

Andre læser også