Udeservering og støj fra bylivet er blevet et varmt emne i København op mod kommunalvalget.

Både på rådhuset og blandt københavnerne.

Alene i år har Københavns Kommune modtaget mere end 2.000 klager fra borgere, der er godt og grundigt trætte af støj og gener fra restauranter og barer i nærområdet, skriver DR.

På Københavns Rådhus er der fokus på problemet, men politikerne er ikke enige om, hvordan det skal løses.

Radikale Venstres spidskandidat, Christopher Røhl, vil gøre København til en friere, vildere og mere levende by ved at indføre 15 frizoner – som skal placeres steder i byen, hvor folk ikke bor.

De Konservatives spidskandidat, Jakob Næsager, er uenig.

»Jeg vil have, at restauratører sender deres gæster indenfor noget tidligere, så naboerne omkring kan få deres nattesøvn – jeg vil ikke have nogle radikale partyzoner,« siger han til DR.

Der er regions- og kommunalvalg 18. november.