Myndigheder arbejder på at tilbyde gratis mundbind i Flextrafik og sygetransport fra slutningen af næste uge.

Alle borgere, som bruger sygetransport og Flextrafik, opfordres fra lørdag til at bære mundbind, når de bruger transporttilbuddene.

Det gælder især de sårbare patienter, som skal til og fra undersøgelse eller behandling på hospitalerne.

Det skriver Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner i en fælles pressemeddelelse.

De sårbare borgere skal have det godt med at bruge Flextrafik eller sygetransporter, selv om antallet af coronatilfælde i Danmark stiger.

Det kan mundbind hjælpe med, siger Stephanie Lose (V), som er formand for Danske Regioner.

- Dels sidder man relativt tæt i sådan en bil, når der er flere passagerer med, og dels er det ofte ældre medborgere, der ikke har mulighed for at transportere sig selv, eller borgere, der har sygdom og skal på hospitalet.

- De vil typisk være mere sårbare, og derfor synes vi, det giver god mening at passe godt på dem, siger Stephanie Lose.

Hun håber, at tiltaget vil være med til at mindske smittespredning i samfundet. De, der ikke selv har mundbind med på turen, kan få et gratis.

Det vil dog ikke være muligt at få et gratis mundbind i Flextrafik eller sygetransport allerede lørdag.

KL og Danske Regioner forventer, at passagererne kan tilbydes gratis mundbind fra slutningen af uge 33, der ender 16. august.

Sundhedsstyrelsen har siden 1. august anbefalet alle danskere at bruge mundbind i den kollektive trafik i myldretiden.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede fredag for, at der kan komme et påbud om at bruge mundbind i Danmark.

Det kunne eksempelvis være i offentlig transport eller ved indkøb, hvor det kan være svært at holde afstand.

Flextrafik kører dagligt borgere til eksempelvis læge eller sygehus. Turene er betalt af det offentlige.

Tilbuddet henvender sig hovedsageligt til borgere, som ikke har mulighed for at benytte den almindelige kollektive trafik.

Det er også muligt at blive kørt til eksempelvis hospitalet, tandlægen eller fysioterapeut gennem en privat - og selvbetalt - sygetransport hos Falck.

/ritzau/