En vene og en pulsåre.
De fleste vil formentlig ikke kunne kende forskel på de to, men det bør læger kunne. Men en enkelt gik det dog helt galt under en operation sidste år, skriver tvSyd.
For under operationen på Kolding Sygehus tog en kirurg fejl af en vene og en pulsåre i benet på en 61-årig kvinde – hvilket førte til, at kirurgen forbandt dem forkert.
Kvinden har efterfølgende klaget over forløbet, og kirurgen har siden fået kritik af Styrelsen for Patientklager for at have »handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard,« skriver tvSyd.
Til lokalmediet oplyser Kolding Sygehus' kommunikationsafdeling, at man tager »kritikken til efterretning«, og at »fejlen er dybt beklagelig«.
Pulsårerne – også kaldt arterierne – er ifølge Hjerteforeningen de blodårer, der fører blodet fra hjertet ud i kroppens mindre blodårer.
Venerne er derimod de blodårer, der fører blodet den anden vej fra kroppens mindre blodårer til hjertet.

