Odense Universitetshospital har for nylig opdaget en mulig forbindelse mellem en kirurg og 44 syge hoftepatienter. Alle 44 patienter har fået en infektion efter hofteoperationer foretaget af den mandlige kirurg på Ortopædkirurgisk Afdeling O.

Årsagen er muligvis en kronisk hudsygdom, som den mandlige kirurg lider af.

»Det er jo noget, som jeg er ked af, og jeg beklager. Han er naturligvis også berørt,« siger Lonnie Froberg, ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling O, til B.T.

Hun uddyber, at hvis kirurgen har overført en infektion til patienterne, så har han været uvidende om det.

Er du en af de 44 smittede eller pårørende til en af patienterne, så vil vi meget gerne høre fra dig. Send os en mail på 1929@bt.dk.

»Hvis man uanet har medført en komplikation, så er man selvfølgelig ked af det,« siger hun.

Og det er ikke kun kirurgen, der er ked af det.

»De patienter, jeg har talt med, har fortalt mig, at de selvfølgelig er kede af det, men de siger også, at de er mere kede af, at kirurgen er i den her situation,« siger Lonnie Froberg

Efter man første gang begyndte at se et mønster med de patienter, der var blevet opereret af kirurgen, så valgte man at dykke ned i lister over genindlæggelser de seneste 30 dage.

Det viste sig, at en stor del af dem, der blev genindlagt med infektion, havde været under kniven hos den pågældende kirurg.

Man har nu valgt at give ham nogle opgaver, hvor infektion ikke kan overføres.

Overlæge Lonnie Froberg oplyser, at seks af de patienter, som han har opereret, er døde. Dog mener Lonnie Froberg, at det langtfra er sikkert, at årsagen er en overført infektion.

»Han er en erfaren kirurg, der har opereret nogle af de mest komplicerede patienter, som ofte har været oppe i alderen. Så de har i forvejen været en risikogruppe,« siger hun og forklarer, at man under en operation på Ortopædkirurgisk Afdeling O tager en række forholdsregler.

Kun kirurgens ansigt er synligt, ventilationen fungerer således, at luften er så ren som muligt, og så er der så få mennesker som muligt på stuen.

Lonnie Froberg kan ikke svare på, hvilken sygdom kirurgen lider af.

»Jeg ved ikke, hvilken sygdom han lider af. Reglerne er nemlig sådan, at det må jeg ikke spørge om,« siger hun.

B.T. har været i kontakt med Patienterstatningen, som oplyser, at de foreløbigt har fået de første 10 sager vedrørende sagen på OUH.

'Efterhånden som vi får sagerne ind, går vi i gang med at kortlægge de enkelte forløb, som patienterne har været igennem, og sammen med vores lægekonsulenter undersøger vi i første omgang, om patienterne er blevet inficeret i forbindelse med operationen. Det er ikke en betingelse, at der er sket fejl på afdelingen for, at patienterne kan få erstatning,' skriver vicedirektør Martin Erichsen i et mailsvar.

Han oplyser, at Patienterstatningen udelukkende vurderer om patienterne har fået en infektion, og om deres behandlingsforløb derved er blevet forlænget i et omfang, så de kan få godtgørelse for svie og smerte.

'Har patienterne varige følger af infektionen, kan vi også give erstatning,' skriver Martin Erichsen.