Mange ting kan man lede efter. Men i øjeblikket er Kirsten Tychsen på jagt efter noget mere usædvanligt og ikke mindst alvorligt.
Nemlig sin venstre arm.
»Det er meget vigtigt for mig, at den bliver fundet,« fortæller hun til B.T., efter hun i første omgang har talt med JydskeVestkysten.
Kirsten er født uden venstre ben og hånd og har derfor forskellige proteser. Men det skal ikke hindre hende i at være aktiv. Det er nemlig vigtigt for hende at træne og holde sin krop ved lige. Og her har hun fundet glæden ved kajakroning.
»Det er en måde for mig, hvor jeg både kan være social med andre, træne min krop, og jeg kan komme ud og få nogle oplevelser i naturen. Jeg går ikke så godt, jeg kan ikke løbe eller cykle, men med kajak kan jeg både træne balance, koordinering, styrke og kondition,« siger hun.
Men tirsdag aften var uheldet altså ude, og problemet er nu, at armen formentlig befinder sig på bunden af Genner Bugt.
Under en makkerrednings-øvelse i bugten blev Kirstens pagaj med arm-protesen nemlig taget af en kraftig understrøm, der mindede om et hestehul, og hvirvlet ned i dybet.
Og det har store konsekvenser for Kirstens liv. For ikke nok med at hun ikke kan komme til den endelige kajakprøve lørdag, så vil det også forringe hendes livskvalitet.
»Det er så vigtigt, at den bliver fundet, for jeg har kun dén protese til kajak. Og det vil betyde meget for mig at kunne få det bevis. Både for min egen skyld men også for at vise, at selvom man har et fysisk handicap, så kan man godt have et aktivt liv,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på handicap i det offentlige rum og nedbryde fordommene om, hvad man kan, når man mangler en hånd, ben eller begge dele.«
Heldigvis er der mange, der har lyst til at hjælpe til i eftersøgningen. For en ny protese er ikke ligefrem noget, der er udsigt til at få.
»Fordi det er til kajak og hører under fritid, så er jeg nødt til at betale den selv. Det er jeg træt af, for det er jo en træning, der kan spare samfundet for mange penge,« slår hun fast.
Og prisen for en ny protese er ikke den samme som for 25 år siden, hvor hun fik den. En ny vil nemlig koste mellem 75.000-80.000 kroner – og der er intet tilskud at få.
Heldigvis bevarer Kirsten stadig håbet om at finde sin arm. Allerede torsdag aften satte det første hold dykkere fra Haderslev Dykkerklub gang i en eftersøgning. Og fredag har der også været flere i gang.
Hun har derudover fået en masse henvendelser på hendes Facebook-opslag.
I øjeblikket har private dykkere henvendt sig, ligesom flere fiskere har tilbudt at hjælpe. Forhåbentlig når Kirsten at få hendes arm inden prøven lørdag.