Når quilte-instruktører underviser på en aftenskole i sy-teknikken, er det momsfrit. 

Men når der undervises i Kirstens Quilt i Hedehusene, på den præcis samme måde, skal der efter nytår betales moms. Og det får ejeren til at rive sig godt og grundigt i håret.

»Jeg synes, det er urimeligt, at man kan lave det samme, hvor det på den ene side bliver betragtet som en kulturel aktivitet, på den anden side som en kommerciel aktivitet,« siger Kirsten Ekdahl til B.T.

Quiltning er en håndværksteknik, hvor man syr tre lag stof sammen. Et for- og bagside med et isolerende fyld.

I dag tilbyder hun quilte-kurser til 1600 kroner for otte gange fem timer. Men de nye EU-momsregler tvinger hende til at hæve priserne.

Fra 2025 skal der nemlig betales moms på undervisning i fritidsaktiviteter som quiltning, musik, sang og motion, når det udbydes kommercielt. Reglerne kommer fra EU og betyder, at private virksomheder skal opkræve moms på deres undervisning.

Samtidig er samme type undervisning fortsat momsfritaget, hvis det foregår på aftenskoler eller i foreninger, da det betragtes som kulturelle aktiviteter.

Hvis hun skal have momsstigningen dækket, vil det kræve, at hun hæver prisen til omkring 2000 kroner. 

Hun forventer dog ikke, at kunderne vil betale så meget i merpris, og har derfor valgt at æde noget af prisstigningen selv.

»Jeg kommer til at sætte prisen til omkring 1800 kroner,« siger hun og tilføjer:

»Det er jo ikke særligt sjovt, for det kommer selvfølgelig til at betyde en nedgang i min omsætning.«

Hun understreger dog, at hun ikke er afhængig af store indtægter fra kurser, da hun også har andre indtægter i butikken. 

Alligevel frustrerer de nye EU-regler hende:

»Det generer min retfærdighedssans. Det er jo ikke kun mig, det går ud over, men også mine kursister, der bliver snydt.«

For at tage toppen af prisstigningen på motion har skatteminister Rasmus Stoklund (S) meldt ud, at man vil indføre et fradrag, der skal afbøde prisstigningerne.

Men det fradrag gælder ikke aktiviteter som quiltning. Og det undrer Kirsten Ekdahl.

»Der er for tiden lige så meget fokus på mental sundhed som fysisk sundhed. Det er vigtigt at være social og ikke isolere sig derhjemme,« argumenterer Kirsten Ekdahl:

»Derfor kan det undre mig, at man ikke også tilbyder det samme fradrag til vores kunder.«

B.T. har også snakket med Søren Glistrup, ejeren af Happy2Fitness, samt yogalærer Sisse Siegumfeldt, som begge bliver ramt af de nye momsregler.