»Er det her dit kontonummer, Kirsten?«

Stemmen i den anden ende af røret var lettere skælvende, og da Kirsten Skriver Steffensen kvitterede med et »nej«, ændrede tonelejet sig til panisk.

»For helvede. Så er jeg blevet narret,« lød det fra kvinden, der fortsatte:

»I går blev jeg blevet ringet op af skifteretten og spurgt, om jeg havde betalt regningen til dig, men det havde jeg jo ikke, så jeg overførte 22.000 kroner til det kontonummer, manden gav mig.«

Men kontonummeret tilhørte ikke Kirsten Skriver Steffensen og Jammerbugt Bedemand, som hun ejer.

»Der er åbenbart en svindler, der har fundet ud af, at hun har brugt os og ikke har betalt for bisættelsen endnu, og den viden har han brugt til at snyde hende for penge,« fortæller Kirsten Skriver Steffen til B.T.

Bedemanden blev endnu mere chokeret, da hun spurgte mere konkret ind til enkens samtale med den 'unge mand', der udgav sig for at være fra skifteretten.

Er du, eller kender du en, der er blevet svindlet i forbindelse med en dødsannonce? Så vil B.T. gerne tale med dig - kontakt os på 1929@bt.dk

Svindlen var nemlig så omfattende og forberedt, at det næsten får hårene til at rejse sig.

Opkaldet tikkede ind den 11. maj, og enken var ikke mistænkelig, da manden i den anden ende af røret havde færdiggjort sin introduktion.

Med troværdighed i stemmen præsenterede han sig som medarbejder fra skifteretten og nævnte hurtigt mandens fulde navn, ægteparrets bank og bankrådgiver.

Den afdøde mands fødselsdagsdato og aktier kendte svindleren samtidig til, ligesom han også ramte ubehageligt plet med beløbet på den regning, som manglede at blive betalt til Kirsten.

»Svindlerens beløb var kun 400 kroner fra den faktura, som jeg havde klar til enken. Godt nok har vi vejledende priser på vores hjemmeside, men hvordan ved han, hvor mange annoncer vi har indrykket, og hvor meget blomster eksempelvis har kostet? Det er uhyggeligt,« fortæller Kirsten.

Da svindleren havde vundet enkens tillid, kunne han uden de store dikkedarer få hende til at sende i omegnen af 22.000 afsted mod en ukendt bankkonto.

Ni dage senere blev hun urolig og kontaktede skifteretten, der kunne fortælle, at der ikke var nogen mand derinde, og da hun kort efter talte med Kirsten, blev mareridt altså til virkelighed.

Og det er ikke det eneste tilfælde.

TV 2 Nord har talt med en anden begravelsesforening i Nordjylland, hvis navn også er blevet misbrugt til lignende svindel.

Og det gør Kirsten Skriver Steffensen rasende.

»Man bliver virkelig vred, når nogen udnytter den tillid, som familien har til os. Det er ondskabsfuldt, og jeg er rystet,« fortæller hun.

Derfor kommer hun nu også med en advarsel og flere råd til de enker, der kan risikere at modtage sådan et svindleropkald.

»Der ligger jo meget data tilgængeligt på afdøde.dk, så det er svært at gardere sig mod, men hvis nogen ringer til en, skal man altid dobbelttjekke med bedemanden, og så skal man også forstå, at skifteretten aldrig vil bede en om at overføre til et kontonummer,« siger hun.

Svindlen er anmeldt til Nordjyllands Politi, men politikredsen er ikke vendt tilbage på talrige henvendelser fra B.T.

Enken har desuden - ifølge Kirsten - kontaktet hendes bank, der kan se, at pengene er overført til en Danske Bank-konto i Bagsværd.